Nato-angreb i Afghanistan koster 10 børn livet

10 børn er døde ved et flyangreb fra Nato, oplyser myndighederne i den afghanske provins Kunar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Børnene blev dræbt under en aktion lørdag i distriktet Shigal, hvor der deltog styrker fra Afghanistan og Nato.

- 10 børn og otte militante er dræbt under angrebet. Seks kvinder er såret, siger en talsmand for provinsen, der grænser op til Pakistan.

En afghansk officer, der tog del i operationen, fortæller, at man havde tilkaldt luftstøtte, efter at soldater fra Afghanistan og Nato kom under beskydning fra Taliban-oprørere.

Under kampene mistede en amerikansk soldat livet, mens flere afghanske soldater er såret.

Officeren fortæller, at soldaterne ikke vidste, at der var kvinder og børn i det hus, som blev ramt under flyangrebet.

Civile ofre i konflikten har været med til at anspænde forholdet mellem præsident Hamid Karzai og de vestlige styrker i landet.

/ritzau/AFP