Nato-angreb nær Gaddafis hus skaber splid

Et Nato-luftangreb kostede tre personer livet i Libyens hovedstad, Tripoli, tidligt lørdag. Målet for bomberne bliver udlagt forskelligt af landets regering og journalister i området.

Angrebet ramte angiveligt en bilpark tæt på Libyens leder, Muammar Gaddafis, ejendom centralt i byen.

Det oplyste Mussa Ibrahim, en talsmand fra regeringen i landet, efter angrebet.

Mussa Ibrahim fortalte til journalister på stedet, at det var en "meget kraftig eksplosion", som ramte bilparken i de tidlige morgentimer lørdag og dræbte tre personer.

Journalister fra nyhedsbureauet Reuters sår dog tvivl om, hvorvidt der kun er tale om en bilpark.

Journalisterne oplyser således, at der godt nok holdt parkerede biler på pladsen, men det bombede område var forinden omringet af en høj mur, ligesom bevæbnede vagter og soldater bevogtede stedet fra vagttårne.

Efter bombardementet så Reuters-journalisterne to store huller i jorden, hvor bomberne var slået ned. Under jordlaget kunne man se armeret beton og noget, der lignede en underjordisk bunker.

Der stod samtidig røg op fra et af kraterne, ligesom der lå ammunitionskasser i nærheden.

Ifølge Mussa Ibrahim var området dog ikke længere i brug, og kasserne var tomme.

Danske kampfly var for blot to dage siden involveret i et luftangreb ligeledes i nærheden af hovedstaden Tripoli. Her bombede man et depotområde syd for byen.

Inden for samme døgn kastede de danske fly ligeledes præcisionsbomber mod radarstationer og kampvogne syd for byen Misrata.

De danske jagerfly har i alt gennemført 113 missioner over Libyen. De 112 har været luft-til-jord missioner, mens en enkelt har været en luft-til-luft mission.

Flyene har i alt kastet 239 bomber mod libyske mål.

/ritzau/Reuters

Ifølge journalister nær en bombet bilpark gemmer der sig angiveligt en bunker under jorden på stedet.

Offentliggjort Sidst opdateret