Nato-chef: Coronakrise må ikke blive en sikkerhedskrise
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er torsdag vært for det første Nato-møde over videokonference, som nogensinde er holdt. Det sker på grund af udbruddet af coronavirus. Og netop udbruddet er højt på dagsordenen til torsdagens møde. (Arkivfoto) Foto: François Lenoir/Reuters
François Lenoir/Reuters
Selv om coronapandemien fylder meget, skal sikkerhedstrusler håndteres under krise, siger generalsekretær.
Der er stadig sikkerhedsmæssige trusler, som skal håndteres under en global sundhedskrise, understreger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde onsdag.
- Natos kerneopgave er at sørge for sikkerhed og forsvar for næsten en milliard mennesker. Så vores vigtigste formål er at sikre, at den her sundhedskrise ikke bliver en sikkerhedskrise.
- Mange af de udfordringer, vi har, forsvinder ikke, fordi der er Covid-19-krise. Vi har stadig terrortrusler. Og vi bliver nødt til at gøre alt, vi kan, for at forhindre flere uroligheder i for eksempel Afghanistan, siger Stoltenberg.
Torsdag skal Natos udenrigsministre mødes over videokonference for første gang nogensinde. Her vil coronapandemien og Natos svar på coronakrisen være højt på dagsordenen.
- Det her er en international krise, og vi skal hjælpe hinanden. I morgen vil jeg diskutere med udenrigsministrene, hvordan vi kan bruge Natos militære kapacitet og strukturer endnu mere effektivt i kampen mod Covid-19, siger Stoltenberg.
Nato er allerede i gang med at udnytte kapaciteten i kampen mod coronavirus, siger Stoltenberg.
Blandt andet er et tyrkisk militærfly onsdag morgen fløjet mod Italien og Spanien med medicinsk udstyr for at hjælpe de to lande, som er særlig hårdt ramt.
Også læger fra Albanien og Polen er taget til Italien for at hjælpe deres italienske kolleger, fortæller Stoltenberg.
- Nato kan hjælpe med at mobilisere bilateral støtte mellem Nato-allierede. Nato vil gøre sin del for at hjælpe i den her fælles kamp mod en usynlig fjende, siger han.
Ud over coronapandemien skal ministrene også diskutere alliancens rolle i kampen mod international terrorisme inklusiv træningsmissionen i Irak.
Her forventer Stoltenberg, at ministrene vil beslutte at forstærke indsatsen ved at overtage flere opgaver fra den bredere koalition mod terrorgruppen Islamisk Stat.
Også situationen i Afghanistan er på dagsordenen. Nato er i gang med at reducere antallet af soldater i landet, men vil kun gøre det ud fra visse betingelser, understreger Stoltenberg.
- Der er ikke taget nogen beslutning om en yderligere reduktion, og der vil stilles krav, før det kan ske. Alle parter må holde sine løfter, og alle skridt vil være baseret på betingelser, siger han.
På mødet torsdag er det første gang, at Nordmakedonien deltager som medlem af Nato, siden landet formelt blev Natos 30. medlem fredag.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik