Nato's rolle i Libyen er ved at være udspillet efter en vellykket operation, siger forsvarsalliancens generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Efterspillet bliver en opgave for FN.
- Grundlæggende har det været en positiv historie, siger Fogh Rasmussen i en samtale med Ritzau.
- Vi har i løbet af et halvt år løst en opgave for FN, at beskytte civilbefolkningen, og det er lykkedes, konstaterer han.
Han hæfter sig ved, at det er europæiske lande, som har været ledende i en militær operation. Det er første gang i forsvarsalliancens historie.
Nato er opmærksom på, at Muammar Gaddafis styrker fortsat er aktive i lommer i Libyen, og derfor er det ikke helt slut endnu.
- Vi vil fortsætte, så længe der er en trussel, men vi vil trods alt heller ikke være der én dag længere end nødvendigt, siger Fogh Rasmussen.
- Vi forudser ingen ledende Nato-rolle efter Gaddafi, fortsætter han.
Den formelle afslutning kan være i form af en ny FN-resolution.
- Der er ikke sat en tidsgrænse på FN-mandatet, så derfor er svaret, at meget vil afhænge af, hvornår FN vurderer, at nu er mandatet opfyldt, siger han.
Nato's generalsekretær mener, at efterspillet i Libyen bliver en rolle for FN.
- Hvis der bliver behov for en ny indsats, må vi forudsætte, at det er under FN-ledelse. Der må det være FN, der tager lederskab, siger Fogh Rasmussen.
Der har tidligere været diskussioner om at indsætte en fredsbevarende FN-styrke eller en observatørmission i Libyen for at sikre en fredelig overgang til et nyt styre.
Natos operation i Libyen er gennemført på et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Danmark har deltaget i aktionen med seks F-16-fly.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker