Nato-fly bomber libysk radio og tv

Nato-fly har været i luften over flere libyske byer og bombet kommunikationsanlæg og sat radio og tv-sendinger ud af kraft.

Det oplyser statskontrolleret libysk tv fra hovedstaden Tripoli, der øjensynlig ikke er ramt.

Det er dog ikke oplyst, hvornår angrebene har fundet sted eller hvilke byer, der er tale om.

- Radio og tv i flere byer har været mål for krigsfly fra koloniale aggressorer, som tv-stationen al-Libiya omtaler Nato.

Den vestlige koalition, som med fly håndhæver FN's flyveforbud over Libyen, siger, at Nato kun sigter mod militære mål i overensstemmelse med mandatet fra FN, hvis mål er at beskytte civile mod den autoritære leder Muammar Gaddafi og hans regeringsstyrker.

Oplysningerne om bombningerne kommer kort efter, at den britiske og den franske regering meddeler, at de sender militære rådgivere til Libyen for at bistå oprørerne i deres kamp mod regeringsstyrkerne.

Beslutningen, om at Frankrig også sender militære rådgivere til Libyen, kom efter et regeringsmøde og kommer kort før, de libyske oprøreres ledere, Mustafa Abdel Jalil, kommer til Paris onsdag for at mødes med præsident Nicolas Sarkozy.

Sarkozy bliver dermed den første vestlige leder, der mødes med Jalil, efter at flere lande har anerkendt oprørernes Nationale Overgangsråd.

Det ventes, at Jalil, der er tidligere justitsminister under Gaddafi, vil bede vestlige lande om at øge antallet af flyangreb mod de libyske regeringsstyrker.

Det ventes også, at han kommer med en liste over personer i Tripoli, som oppositionen kan tænkes at arbejde sammen med, hvis Gaddafi træder tilbage og overlader magten til en ny regering.

I Libyen fortsatte kampene omkring byen Misrata, som i de seneste dage har været centrum for de hårdeste og blodigste kampe mellem regeringsstyrker og oprørere.

Derimod var der næsten stilstand i kampene omkring den østlige by Ajdabiyah, hvor kampene i flere dage er bølget frem og tilbage.

/ritzau/Reuters

Nato-fly bomber libyske kommunikationsanlæg. Oprørernes leder er i Frankrig for at mødes med Nicolas Sarkozy.

Offentliggjort Sidst opdateret