Nato har rundet 5000 ekstra soldater

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lovede onsdag mindst 5000 ekstra ikke-amerikanske soldater i Afghanistan. Det løfte kan Fogh nu indfri allerede inden starten på et Nato-udenrigsministermøde i Bruxelles.

Ifølge Natos talsmand, James Appathurai, har mere end 20 lande meddelt, at de vil sende flere soldater af sted. Og selvom der endnu ikke er offentliggjort et samlet antal, har man rundet de 5000, afslører Nato-talsmanden.

- Jeg tror med sikkerhed, vi kan sige, at vi vil overgå det antal. Vi er på den anden side af 5000, siger James Appathurai.

I den foreløbige opgørelse er der kun talt de lande med, som allerede har lovet, at de vil øge deres bidrag i Afghanistan. Dermed inkluderer det ikke store lande som Tyskland og Frankrig, som har bebudet, at de først tager stilling efter en stor Afghanistankonference i London i slutningen af januar.

Ifølge Natokilder presser amerikanerne på, for at både Tyskland og Frankrig skal levere firecifrede troppeforøgelser, og det kan skyde det samlede antal kraftigt i vejret.

Anders Fogh Rasmussen var da også allerede onsdag optimistisk om, at USA's løfter om 30.000 ekstra soldater i Afghanistan vil blive fulgt op af en markant forøgelse af troppebidraget fra de øvrige 43 lande, som deltager i den internationale Isafstyrke i Afghanistan.

Danmark er dog ikke blandt de lande, som har lovet ekstra soldater. Og det bliver der ikke ændret på undervejs på Natomødet i Bruxelles, fastslår udenrigsminister Per Stig Møller (K).

- Vi er et af de lande, der giver mest. Derfor har jeg også hele tiden sagt, og det vil jeg gentage, at de lande, der giver mindst, nu må trække. De, der har givet mest, skal jo ikke blive ved med at lægge oveni, siger han.

/ritzau/

Nato har fået løfter fra mere end 20 lande og kan allerede nu indfri sin målsætning om 5000 flere soldater til Afghanistan. Danmark er ikke iblandt.

Offentliggjort Sidst opdateret