Nato indstiller officielt Libyen-missionen

Fly og soldater fra Danmark og Nato har gjort deres pligt i Libyen, og missionen er slut på mandag den 31. oktober.

Herefter vender de danske F16 fly hjem til Danmark hurtigst muligt.

Helt som ventet har Nato officielt besluttet at indstille missionen over det nordafrikanske land, efter at landets tidligere diktator Muammar Gaddafi er fundet og dræbt.

- Operationen i Libyen slutter den 31. oktober. Vores militære arbejde er afsluttet, skriver generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i en officiel pressemeddelelse fra Nato.

Hærens Operative Kommando kan endnu ikke sige nøjaftigt, hvornår fly og andet personal er tilbage i Danmark, siger pressetalsmand Lars Skjoldan fra HOK.

- Det kræver en vis indsats at få 73 medarbejdere tilbage, siger han.

Et godt bud er, at de fleste danskere er tilbage inden udgangen af næste uge.

Torsdag besluttede FN's Sikkerhedsråd, at Natos FN-mandat i landet ikke skal forlænges. Dermed var det ventet, at Nato officielt ville nå til samme konklusion fredag.

De danske F-16-fly har været i Libyen siden slutningen af marts i år. Der er gennemført i alt 597 missioner, og der er anvendt 923 præcisionsbomber.

- Det lykkedes at gennemføre den planlagte operation meget hurtigere end tidligere. Operationen blev gennemført effektivt, fleksibelt og præcist med mange partnere i regionen og uden for, siger Anders Fogh Rasmussen.

I pressemeddelelsen takker han Nato's mandskab for indsatsen.

- Vi har gjort dette sammen for Libyens befolkning, så folk her selv kan tage hånd om deres fremtid, siger Nato-generalsekretæren.

Anders Fogh Rasmussen siger, at det er det libyske folks sejr.

- Men Nato er parat til at yde assistance igen, hvis der bliver bedt om hjælp, siger generalsekretæren.

/ritzau/

Libyen-aktionen er slut. De danske fly og soldater er tilbage i Danmark i løbet af næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret