Nato-lande har gennemført den største oprustning i årtier

Nato-landene har samlet set øget forsvarsbudgetterne med 8,3 procent i 2023, siger Stoltenberg.

Offentliggjort Sidst opdateret

En enorm oprustning er i gang blandt de 31 Nato-lande. Det viser nye tal, som Nato har frigivet forud for Nato-topmødet i Vilnius i næste uge.

I 2023 har Nato-landene samlet set øget forsvarsbudgetterne med 8,3 procent. Det er den højeste stigning, Nato har set i årtier. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde fredag i Bruxelles.

- Vi har ikke set en så stor stigning på tværs af Nato i flere årtier. Nato-landene tager det meget alvorligt, siger Jens Stoltenberg.

Oprustningen kommer, på et tidspunkt hvor Ukraine kæmper imod en russisk invasion, og der er bekymring for Kinas intentioner over for Taiwan.

Der er dog fortsat et godt stykke vej, før de nu 31 Nato-lande lever op til målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. Bnp er en indikator for den økonomiske aktivitet og velstand i et land.

- Vi har stadig et stykke vej endnu. Derfor forventer jeg også flere investeringer næste år, siger Stoltenberg.

Kun lidt mere end en tredjedel af Nato-landene lever op til målsætningen i dag, og Danmark er fortsat ikke bag duksene i alliancen. Det viser de seneste tal fra Nato.

- 11 Nato-lande lever i dag op til målsætningen. Det er betydeligt flere end i 2014, hvor vi lavede løftet om at indfri målsætningen i 2024. Næste år forventer vi, at væsentligt flere lande vil leve op til målsætningen, siger Jens Stoltenberg.

Danmark ligger forsat i den tunge halvdel af Nato-landene. De danske investeringer er dog også blevet øget.

Sidste år brugte Danmark 38,7 milliarder kroner på forsvaret, hvilket svarede til 1,38 procent af bruttonationalproduktet. Det er det højeste beløb, Danmark har brugt, siden Nato-målsætningen om to procent blev aftalt i 2014.

Nato skønner dog, at Danmark i 2023 har øget forsvarsbudgettet til 1,65 procent. Dermed bevæger Danmark sig i retning af at indfri Nato-målsætningen.

Den danske regering har opstillet som mål, at man vil nå de to procent af bruttonationalproduktet inden 2030.

På næste uges topmøde vil presset på Danmark og andre Nato-lande, der ikke lever op til målsætningen, formentlig stige. Stoltenberg forventer i hvert fald, at Nato-landene på topmødet i Vilnius bliver enige om, at de to procent fremover skal være et "minimum" for investeringerne i forsvar.

Polen har ifølge opgørelsen overhalet USA som det Nato-land, der bruger mest på forsvar. Polen er ifølge opgørelsen oppe på 3,9 procent af bruttonationalproduktet, mens USA er på 3,49 procent.

/ritzau/