Nato og Fogh om Egypten: Stop volden
De seneste dagens uroligheder i Egypten, der alene onsdag kostede mindst 278 mennesker livet, er dybt bekymrende.
Det siger generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen, i en officiel udtalelse torsdag.
- Jeg er dybt bekymret over situationen i Egypten og de fortsatte rapporter om blodsudgydelser. Jeg begræder tabene af liv, siger han i meddelelsen.
Ifølge Det Muslimske Broderskab er dødstallet væsentligt højere, end regeringens udmeldinger.
Bevægelsen har opgjort tallet til, at 2200 mennesker har mistet livet, mens flere end 10.000 skulle være såret, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Egypten er en vigtig partner for Natos i Middelhavsdialogen. Jeg kalder på alle parter for at udvise tilbageholdenhed og afstå fra vold, og for at samarbejde om at få genskabt den politiske proces, siger Anders Fogh Rasmussen.
Volden i Egypten tog onsdag til, da myndighederne besluttede at rydde de to store lejre, hvor tilhængere af den afsatte præsident Mursi har holdt til siden 3. juli, hvor han blev fjernet af militæret.
Militærets beslutning om at fjerne Mursi har skabt en stigende polarisering af Mellemøstens mest folkerige nation mellem tilhængere af Det Muslimske Broderskab og grupperinger, som støtter det mere sekulært indstillede militærstyre.
Egyptens overgangsregering indførte onsdag eftermiddag et natligt udgangsforbud for Kairo og 13 andre provinser fra kl. 19 til 6 morgen.
Der er indført undtagelsestilstand i Kairo og 13 provinser i den næste måned.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker