Nato og Rusland fortsætter deres krig på ord om den vestlige forsvarsalliances planlagte missilskjold over Europa.
Et møde torsdag formiddag i Bruxelles mellem Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og de 28 Nato-landes udenrigsministre bragte ingen optøning i striden, der bringer minder om våbenkapløbet under Den Kolde Krig.
Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, forsikrede på et pressemøde efter mødet flere gange om, at "det europæiske missilskjold er ikke rettet mod Rusland".
Fogh håber stadig på en aftale i forbindelse med Nato-topmødet i Chicago til maj. Men de mundtlige forsikringer om, at Nato's raketter er rettet mod mål uden for Europa var tydeligvis ikke nok for Lavrov.
- Udover de generelle bemærkninger om tillid, og om at vi ikke er målet, har vi brug for juridisk bindende garantier. Gode intentioner kommer og går, sagde Lavrov og gjorde det klart, at han ikke føler, at Nato's invitation til samarbejde er alvorligt ment.
- Når vi har foreslået ændringer, har man svaret os, at der allerede er en plan, som vi bare kan slutte os til. Vi havde gerne set mere respekt for vores intellektuelle formåen, sagde Lavrov.
Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, reagerede for nylig på Nato's planer med en trussel om at gøre russiske raketter i Kaliningrad klar til at ramme dele af Natos' missilforsvar på europæisk jord.
Fogh Rasmussen bemærkede med en klar reference til våbenkapløbet under Den Kolde Krig forud for mødet med Lavrov, at den slags udtalelser "bringer minder om en svunden tid".
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kalder den ophedede retorik "teatertorden" og siger, at han mener, det vil være nemmere at nå en aftale med Rusland efter det russiske præsidentvalg til marts.
Diplomatiske kilder i Nato siger, at forsvarsalliancen ikke kan sige højt, at missilskjoldet lige nu mest er tænkt som en beskyttelse mod truslen fra Iran.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned