Nato ønsker en sikker hånd og beholder Stoltenberg et år endnu
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, fortsætter endnu et år på posten og dropper dermed stilling som norsk nationalbankchef. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Nato beslutter at forlænge Jens Stoltenberg som Nato-chef et år og søger stabilitet midt i Ukraine-krise.
Natos norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, forlænges på posten i et år. Han skulle ellers være fratrådt i september.
Det oplyser Nato.
Beslutningen er blevet truffet på Natos topmøde i Bruxelles torsdag.
Stoltenberg har afsluttet næsten to perioder som generalsekretær og skulle efter planen være fratrådt 30. september i år. Det bliver nu i stedet 30. september 2023.
- Jeg er beæret over beslutningen fra Natos stats- og regeringsledere om at forlænge min termin som generalsekretær til 30. september 2023, skriver Stoltenberg på Twitter.
Den tidligere norske statsminister er ellers blevet udnævnt til leder for Norges nationalbank fra december i år. Det bliver ikke til noget i denne omgang.
I stedet vil den midlertidige nationalbankchef, Ida Wolden Bache, indtage posten i en fuld seksårig periode. Det oplyser det norske finansministerium.
Det er Ruslands invasion i Ukraine, der har fået Natos medlemslande til at ønske, at Stoltenberg fortsætter en tid endnu.
Både fordi de anerkender hans arbejde, og fordi det ifølge landene vil sikre kontinuitet og stabilitet, mens Nato gennemgår en dramatisk periode, hvor en alvorlig konfrontation med Rusland kunne blive en realitet.
- På et tidspunkt, hvor vi står over for den største sikkerhedskrise i en generation, står vi forenet om at holde vores alliance stærk og vort folk sikker, skriver Stoltenberg på Twitter om de 30 lande, der er medlem af Nato.
Da Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, torsdag morgen mødte op ved Natos topmøde i Bruxelles, blev han spurgt om forlængelsen af Stoltenberg.
- Flere af mine kolleger har nu rejst spørgsmålet om en mulig forlængelse af Stoltenberg, sagde han.
- Til det har min kommentar været, at det er en stor anerkendelse af det arbejde, han har udført. Det har været vigtigt i denne krise.
63-årige Stoltenberg er medlem af Arbeiderpartiet i Norge. Han var sit lands statsminister fra 2005 til 2013.
I 2014 blev han udpeget som afløser for Anders Fogh Rasmussen på posten som Natos generalsekretær.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde