Nato: Putins tale er farlig og hensynsløs atomretorik
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at der indtil videre ikke er set tegn på ændringer i Ruslands atomvåbenstillinger. Han kalder den russiske præsident, Vladimir Putins, tale om militær mobilisering "farlig og hensynsløs atomretorik". (Arkivfoto). Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg siger, at en atomtrussel er set fra Putins side mange gange før.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder den russiske præsident, Vladimir Putins, tale om militær mobilisering "farlig og hensynsløs atomretorik".
I et interview med nyhedsbureauet Reuters understreger han, at det ikke er nyt, da Putin har truet med atomvåben mange gange tidligere.
I sin tale onsdag morgen dansk tid beskyldte Putin Vesten for atomafpresning mod Rusland.
Præsidenten sagde, at Rusland har "masser af våben til at besvare", hvad han kalder vestlige trusler.
- Dem, der prøver at afpresse os med atomvåben, bør vide, at vinden pludselig kan blæse i deres retning, sagde Putin ifølge det britiske medie BBC.
Stoltenberg siger til Reuters, at Putin godt ved, at en atomkrig aldrig skal udkæmpes og ikke kan vindes, og at det vil få uoverskuelige konsekvenser for Rusland.
- Indtil videre har vi ikke set tegn på ændringer i Ruslands atomvåbenstillinger, pointerer han.
Interviewet med Stoltenberg fandt sted, mens FN's Generalforsamling afholdes i New York.
- Putins tale viser, at krigen ikke går, som han havde planlagt, og at han har lavet enorme fejlberegninger. Han undervurderede fællesskabet og styrken i Nato og hos Natos allierede og andre parter, tilføjer Stoltenberg.
Han understreger, at det er Natos budskab, at alliancen fortsætter med at give våben til Ukraine. Nato fordømmer Putins handlinger i krigen.
- Hvis præsident Putin holder op med at føre krig, så vil vi få fred. Hvis præsident Zelenskyj holder op med at føre krig, så vil Ukraine holde op med at eksistere som en uafhængig stat.
Nato-chefen gør det klart, at han fører samtaler med våbenindustrien i forskellige lande for at få øget våbenproduktionen.
- I begyndelsen af krigen støttede vi Ukraine med våben fra vores egne lande. Vi beder våbenindustrien i forskellige land om at øge deres produktion, fordi vi må fylde vore egne lagre, samtidig med at vi fortsætter med at støtte Ukraine med våben, siger Stoltenberg.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde