Nato vil sende flere hundrede soldater til Kosovo efter den seneste uges sammenstød mellem etniske albanere og serbere, sig en talskvinde for forsvarsalliancen.
Den Nato-ledede styrke KFOR bliver forstærket med en bataljon. Soldaterne, der ventes at nå frem i løbet af de kommende dage, kommer fra Tyskland og Østrig.
- Det er ikke, fordi situationen er blevet værre, men KFOR's soldater har været meget aktive, og kommandanten mener, at soldaterne har behov for at blive aflastet, siger Nato's talskvinde, Carmen Romero, til nyhedsbureauet Reuters.
Nato har for øjeblikket knap 6000 soldater stationeret i Kosovo. De har været i aktion efter sammenstød i sidste uge.
Anledning er Kosovo-regeringens beslutning om at sende politistyrker til grænsen for at overtage grænsestationer til Serbien. Angiveligt for at stoppe ulovlig varetransport fra Serbien.
Serbiske nationalister i det nordlige Kosovo svarede igen ved at angribe grænsestationer og brænde dem af. Under sammenstødene blev en etnisk albansk politibetjent dræbt.
KFOR er rykket ind og har overtaget kontrollen med grænseovergangene.
Men situationen beskrives fortsat som spændt, efter serbiske nationalister har forhindret de udenlandske soldater i at få kontakt med de udstationerede soldater ved grænseovergangene.
Diplomater siger, at Nato råder over en reservebataljon i Tyskland, som tæller 600 tyske og 100 østrigske soldater.
Danmark har reduceret sit bidrag til KFOR, og det består nu kun af lidt over 60 mand fra hjemmeværnet og forsvaret. Sammenlagt har flere end 10.000 danske soldater på skiftende hold været udstationeret i Kosovo.
Hovedparten har været stationeret ved Mitrovica, hvor de etniske spændinger har været værst, siden Nato i 1999 angreb Serbien og indtog Kosovo.
Cirka 100.000 ud af Kosovos to millioner indbyggere er etniske serbere.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker