Nato vil holde bedre øje med Islamisk Stat
Nato vil hurtigst muligt oprette en ny koordinationsenhed på en base i Napoli i Italien for at samle og analysere informationer om truslen fra syd. Der er blandt andet tale om informationer indsamlet af Natos egne Awacs overvågningsfly. Foto: AP/Frank Augstein
AP/Frank Augstein
Et nyt koordinationscenter i Napoli skal give Nato flere informationer og bedre analyser i kampen mod terror.
Nato-landenes forsvarsministre har på deres møde onsdag i Bruxelles besluttet at oprette en ny koordinationsenhed i Napoli i Italien for at indsamle og analysere informationer fra lande som Libyen, Syrien og Irak.
Det nye center skal øge Natos muligheder for at deltage i kampen mod terror, i særdeleshed mod organisationen Islamisk Stat.
- Det vil være omdrejningspunkt for, at vi kan få en bedre forståelse for de udfordringer, der kommer fra regionen - og vores muligheder for at håndtere dem, siger Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg på et pressemøde.
- Det skal blive en nøgle til vores muligheder for at forudse og forhindre kriser.
Stoltenberg understreger, at den nye koordinationsenhed i Napoli kun er en del af det, Nato gør for bedre at kunne håndtere truslerne fra regionen syd for Europa.
Tanken er, at centeret i Napoli skal samle informationer fra blandt andet Natos Awacs overvågningsfly såvel som diverse andre former for informationsindsamling til vands, til lands, i luften og i rummet.
Et andet nyt element er, at Nato snart vil udstationere droner, der kan supplere overvågningen. Dronerne skal være på den eksisterende base i Sigonella på Sicilien i Italien.
- Dronerne skal også bidrage til det store billede og hjælpe os med at træffe hurtige og velfunderede beslutninger. Det skal give os et bedre billede af, hvad der foregår på landjorden, siger Stoltenberg.
Ifølge Nato-chefen skal der være omkring 100 medarbejdere på det nye center i Napoli. Det skal være klar til arbejde "hurtigst muligt".
Centeret etableres på en base, der allerede indgår som et af hovedkvarterne i Natos kommandostruktur. Der er i øjeblikket ingen danskere tilknyttet basen.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker