Nato vil spænde snubletråd ud for Rusland
Statsminister Mette Frederiksen (S) var tirsdag vært for en arbejdsmiddag for i alt syv Nato-lande sammen med Hollands premierminister Mark Rutte. Her blev landene enige om at kæmpe for et øget fælles Nato-budget til blandt andet afskrækkelse af Rusland. Foto: Eva Plevier/Reuters
Nato vil gøre klar til hurtig mobilisering over for Rusland. Danmark vil hjælpe med at styrke fælleskassen.
Rusland har tidligere vist, at landet langt hurtigere end Nato kan mobilisere 40.000-50.000 soldater ved grænsen til de baltiske lande. I denne uge vil Nato forsøge at komme et modsvar nærmere.
Det bliver ikke i form af en enorm hær i Østeuropa, men i stedet med en styrke, der skal udgøre en snubletråd for Rusland.
Hvis Rusland træder i snubletråden ved at rykke ind over grænsen til et Nato-land, skal det udløse en lynmobilisering af både hær, flåde og luftstyrker, siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
- Det handler om at signalere over for Rusland, at Nato vil kæmpe for sit territorium. Og det handler om at sikre ro i de lande, der er blevet mere bange for Rusland i lyset af det, der sker i Ukraine, siger han.
Styrken er sammen med yderligere hjælp til Ukraine hovedtema, når Nato-landenes forsvarsministrene onsdag og torsdag samles i Bruxelles. Her skal ministrene forberede nogle af de centrale beslutninger på Nato-topmødet i Madrid i slutningen af juni.
Nato har længe haft fire kampgrupper opstillet i de tre baltiske lande og Polen.
Det er desuden besluttet at opstille yderligere fire kampgrupper i Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Bulgarien. Lande, der ligger tæt på eller grænser op til Ukraine.
- Nato vil have en tynd linje af soldater forrest. Og så er idéen, at man opstiller nogle reaktionsstyrker, som lynhurtigt skal kunne komme soldaterne ved fronten til undsætning, siger Peter Viggo Jakobsen.
Det vil dog kræve en markant stærkere kommandostruktur at lede styrkerne og koordinere samarbejdet mellem hær, flåde og luftstyrker, vurderer man i Nato.
Derfor er der ifølge Nato-kilder et stort ønske i forsvarsalliancen om, at Nato-landene begynder at bidrage mere til den fælles kasse.
Ifølge Ritzaus oplysninger taler man internt i Nato om behov for en fordobling af Nato-budgettet.
Natos fælles budget er i dag på 18 milliarder kroner. Heraf kommer de 280 millioner kroner årligt fra Danmark.
Efter et møde tirsdag aften i Haag fastslog statsminister Mette Frederiksen (S), at hun mener, at Danmark bør bidrage yderligere til Natos fælles budget.
- Natos generalsekretær og den militære øverstkommanderende har brug for flere kræfter for at sikre, at Nato kan løse de meget store udfordringer, som vi står over for i dag.
- Derfor er vi også fra dansk side parat til at betale mere til de fælles udgifter i Nato, sagde Mette Frederiksen.
Udmeldingen kommer efter et møde, som Mette Frederiksen har arrangeret sammen med den hollandske premierminister Mark Rutte.
Sammen var de to værter ved en arbejdsmiddag i Haag for Nato-landene Belgien, Letland, Poland, Portugal og Rumænien.
De i alt syv Nato-landene står alle bag ønsket om et styrket fælles Nato-budget. Det ventes at blive et af spørgsmålene, som skal afklares i forbindelse med Nato-topmødet i Madrid i slutningen af juni.
Flere penge til Nato vil ikke umiddelbart koste skatteyderne flere penge. Det skyldes, at penge til Natos fælleskasse regnes med i de to procent af bruttonationalproduktet, som Danmark med tiden vil bruge på forsvar.
/ritzau/
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen