Nato er klar til at "støtte" forhandlinger med Taliban i Afghanistan, siger Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.
På et Nato-møde i Bruxelles siger han, at forsvarsalliancen er villig til at tilbyde "praktisk assistance" til præsident Hamid Karzai i hans bestræbelser på at forsone sig med dele af Taliban.
- Hvis vi kan fremme processen ved at yde praktisk assistance, så hvorfor ikke? Hvis vi får en forespørgsel, så er vi klar til at gøre det, siger Fogh i forbindelse med et Natomøde i Bruxelles.
Anders Fogh Rasmussen bekræfter dog ikke, at den hjælp allerede ydes, som det er blevet beskrevet i internationale medier.
Talibanforhandlingerne får også støtte fra den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, som lover, at USA "vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte processen".
Også udenrigsminister Lene Espersen (K) erklærer sig "stor tilhænger" af forsoningsprocessen.
- Et led i det at sikre, at afghanerne selv kan varetage sikkerhedsansvaret, er også, at man kan forsone nogle af de grupper, der i årevis har bekæmpet hinanden. Derfor støtter vi også op om forsoningsprocessen, siger hun.
Nato stiller dog som krav for forhandlingerne med Taliban, at de pågældende oprørere opfylder en række klare betingelser.
Talibankrigerne skal lægge våbnene til side, opgive kampen mod de internationale soldater og respektere den afghanske forfatning, inden de bliver inviteret til forhandlingsbordet.
Samtidig afviser Nato en forespørgsel fra den afghanske regering om at stoppe kampene i områder, hvor der føres forhandlinger om forsoning.
- Jeg mener, at vi skal fortsætte vores militære operationer. Den bedste måde at fremme forsoning og reintegration er at fastholde det militære pres på Taliban, siger Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker