Natos eksperter skal vurdere Libyens problemer
Libyen har fortsat problemer med terrornetværket al-Qaeda og med at kontrollere landets ydergrænser og har anmodet Nato om hjælp på sikkerhedsområdet.
Forsvarsalliancen sender derfor en "delegation af eksperter" til Libyen. Endnu er emnet stadig på et tidligt stadie, men det vil blive diskuteret på et møde mellem Natos 28 forsvarsministre i Bruxelles tirsdag og onsdag.
Det siger generalsekretær Anders Fogh Rasmussen forud for mødet.
- I går blev det besluttet at sende en ekspert-delegation, som skal identificere de områder, hvor Nato kan tilføre værdi.
- Ekspertholdet rejser til Libyen så hurtigt som muligt. Beslutningen er taget, siger Anders Fogh Rasmussen.
Det er Libyens premierminister, Ali Zeidan, der har anmodet om assistance på et møde med generalsekretæren i sidste uge.
Sidste fredag i Washington diskuterede Anders Fogh Rasmussen Natos rolle i Libyen med USA's præsident, Barack Obama.
Generalsekretæren understreger på pressemødet i Bruxelles, at det endnu ikke handler om at indsætte sikkerhedsstyrker og henviser til, at eventuel træning af Libyens militær kan gøres uden for landets grænser.
- Vi skal først og fremmest sikre et stærkere Libyen. Vores opgaver bliver at rådgive på områder, hvor vi har særlig ekspertise. Vi har meget erfaring med hensyn til at opbygge sikkerhedsløsninger, siger han.
Hovedpunktet for forsvarsministrenes møde i Bruxelles er cybersikkerhed, efter at der er sket en stigning i antallet af hackerangreb rettet mod blandt andet militære operationer.
Desuden vil Natos rolle i Afghanistan efter 2014 blive diskuteret i forhold til tilbagetrækningen. Anders Fogh Rasmussen forventer ikke, at mødet bringer noget nyt i forhold til, hvor mange Nato-tropper der skal være i landet efter 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker