Nato's Stoltenberg er i USA for at tale Ukraines sag med Trumps folk
Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg (tv.), har i Washington D.C. haft et møde med udenrigsminister Antony Blinken. Her holder de pressekonference. Foto: Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix
En kæmpe hjælpepakke til Ukraine er kørt fast i Kongressen i USA. Nu er Nato's generalsekretær rejst til Washington D.C. for at få milliardpakken frigivet.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der begynder at trække sorte skyer sammen i horisonten over Ukraines krigsførelse.
Manglende forsyninger af krigsmateriel fra Vesten kan koste på slagmarken og give russerne fordele.
Faktisk kan hele Ukraines indsats i krigen, der begyndte med Ruslands angreb den 24. februar 2022, blive ramt, hvis der ikke snart sker noget.
I øjeblikket er en hjælpepakke på omkring 60 milliarder dollar - det er 414 milliarder kroner - med forskellige våben til ukrainerne kørt fast i magtkampe i USA's kongres i Washington D.C.
Det har fået Jens Stoltenberg, Nato's generalsekretær, til at springe på et fly til den amerikanske forbundshovedstad for at tale med aktørerne.
Annonce
Han har som det første holdt møder med udenrigsminister Antony Blinken, forsvarsminister Lloyd Austin og flere af USA's ledende generaler.
- For at sige det enkelt vil alt, hvad Ukraine har opnået, og som vi har hjulpet dem med at opnå, komme i fare uden hjælpepakken, sagde Blinken ifølge AFP efter mødet med Stoltenberg.
- Det vil styrke Vladimir Putin (Ruslands præsident red.) i troen på, at han kan holde længere end Ukraine og os.
Blinken påpegede også, at manglende amerikansk våbenhjælp vil sende en forkert besked til USA's fjender.
- De vil tro, at vi ikke mener det alvorligt med at forsvare frihed og demokrati.
Stoltenberg skulle mødes med amerikanske politikere tirsdag, og han siger, at hans budskab er, at hjælp til Ukraine er "i vor egen sikkerheds interesse".
- Det vil være en tragedie for ukrainerne, hvis præsident Putin vinder. Det vil også gøre verden mere farlig og os alle mere usikre.
Hjælpepakken er kørt fast i intern amerikansk politik.
Præsident Joe Biden fra Demokraterne vil gerne sende pakken afsted så hurtigt som muligt, men Republikanerne slår bremsen i. De har blokeret godkendelsen i Kongressen og blandet tilstrømningen af migranter til USA fra grænsen til Mexico ind i sagen.
Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg (tv.), var også forbi USA's forsvarsministerium for at mødes med forsvarsminister Lloyd Austin, der sidder lige over for Stoltenberg. Foto: Leah Millis/Reuters
De kræver store ændringer i grænsekontrollen for at acceptere hjælpepakken til Ukraine.
Annonce
Stoltenberg vil under sit besøg forsøge at tø Republikanerne op.
Magasinet Politico skriver, at han også skal mødes med allierede til tidligere præsident Donald Trump. Han er kørt i stilling til at blive Republikanernes kandidat til præsidentvalget i november.
Demokraterne ventes at genopstille Biden.
Onsdag skal Stoltenberg tale i tænketanken Heritage Foundation, som er tæt knyttet til Trump-lejren.
Her skal han finde nogle af sine rigtig gode argumenter frem. Politico minder om, at Heritage Foundation har talt for, at Europa fører an i støtten til Ukraine. Imens skal USA koncentrere sig om problemerne i Asien og Stillehavsområdet.
Senere på ugen besøger Stoltenberg Lockheed Martins missilfabrik i delstaten Alabama.
Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, skal i Washington også mødes med flere politikere og en tænketank, der støtter tidligere præsident Donald Trump. Stoltenberg og Trump skal så vidt vides ikke mødes denne gang, men de kender hinanden. Billedet er fra et Nato-topmøde i England i 2019. Det er taget lige efter det traditionelle gruppefoto. Stoltenberg var også generalsekretær dengang, og Trump var USA's præsident. Foto: Francisco Seco/Ritzau Scanpix
Her ventes han ifølge Politico at gentage argumentet om, at amerikansk våbenhjælp til Ukraine sikrer amerikanske arbejdspladser. Det er også et af Bidens argumenter.
Stoltenberg er blevet interviewet af Fox TV, Republikanernes favorit-kanal. Her talte Stoltenberg netop også om, at våben til Ukraine er arbejdspladser til amerikanerne.
/ritzau/
Det siger Stoltenberg
Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, har i Washington D.C. blandt andet sagt:
* Om mulighed for russisk sejr over Ukraine:
- Det vil opmuntre andre autoritære ledere til at anvende magt. Ikke kun præsident Putin, men også i Nordkorea, Iran og Kina.
- I dag er det Ukraine. I morgen kan det blive Taiwan.
* Om Ukraines behov:
- De har brug for flere våben. De har specielt brug for mere ammunition og reservedele.
- Derfor er det vigtigt, at USA og andre allierede forpligter sig til langsigtet støtte til Ukraine og sikrer, at der er en konstant strøm af ammunition, reservedele og våben til Ukraine.
* Om hvor hjælpen kommer fra:
- USA har demonstreret lederskab og givet hidtil uset støtte til Ukraine. Men realiteten er, at Europa faktisk har strammet sig an. Regner vi det hele sammen, så er den samlede støtte fra de europæiske allierede og Canada større end støtten fra USA.
* Om situationen på slagmarken:
- Krige er uforudsigelige, og krige er svære. Ingen kan sige præcist, hvordan denne krig vil udvikle sig næste år.
Seneste artikler
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café