Navalnyj-allierede planlægger afskedsceremoni
Ved et monument for ofre for politisk undertrykkelse i Moskva ses her 20. februar blomster, som er blevet lagt for den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Talskvinde ønsker at holde en afskedsceremoni, som adskiller sig fra en begravelse. Det skal ske denne uge.
Personer omkring den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj søger efter et sted, hvor hans tilhængere offentligt kan tage afsked med ham.
Det skriver Navalnyjs talskvinde Kira Jarmysj på det sociale medie X.
- Vi leder efter en sal til Aleksejs offentlige afsked, skriver hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Jarmysj siger, at idéen er at holde en afskedsceremoni, som adskiller sig fra en begravelse, sidst i denne uge. Den ventes at finde sted i Moskva.
Det er uklart, hvornår Navalnyj skal begraves.
Navalnyjs lig blev udleveret til hans mor lørdag.
47-årige Navalnyj døde pludseligt i en arktisk straffekoloni den 16. februar. Ifølge Navalnyjs allierede lyder det i officielle dokumenter, at han døde af "naturlige" årsager. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Navalnyj var den mest fremtrædende politiker og aktivist i den russiske opposition. Han blev i 2020 forgiftet med novitjok under en kampagnetur i Rusland.
Navalnyj blev lagt i koma på et hospital i den russiske by Omsk, men da hans hustru ikke stolede på, at han ville få den fornødne behandling, sørgede hun for, at han blev bragt til behandling i Tyskland. Og her kom han sig.
Fem måneder senere vendte Navalnyj hjem til Rusland. Straks efter ankomsten blev han anholdt af russisk politi, og siden fik han flere lange fængselsstraffe, blandt andet for ekstremisme.
Navalnyjs mor, Ljudmila Navalnaja, har beskyldt russiske myndigheder for at ville presse hende til at begrave sønnen i hemmelighed. Hun ønsker i stedet en offentlig ceremoni, skriver dpa.
Den russiske regering har afvist hendes beskyldninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde