Navalnyj fra fængslet: Rusland har rejst absurde terroranklager
Aleksej Navalnyj afsoner i forvejen en fængselsdom på samlet 11 og et halvt års fængsel i Rusland. (Arkivfoto). Foto: Shamil Zhumatov/Reuters
Den fremtrædende Putin-kritiker Aleksej Navalnyj risikerer efter eget udsagn yderligere 30 år i fængslet.
Den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj mistænkes af Rusland for at have begået en række terrorrelaterede forbrydelser.
Hvis sagen når hele vejen gennem det russiske retsvæsen, kan den koste Navalnyj op til 30 års fængsel.
Det fortæller Navalnyj selv i et opslag på Twitter, som er offentliggjort af Navalnyjs medhjælpere. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- De har præsenteret absurde anklager, som kan koste mig 30 år i fængsel, skriver Navalnyj blandt andet.
Han påpeger, at myndighederne mener, at han har begået terrorhandlinger, mens han i forvejen har siddet fængslet.
Ifølge Navalnyjs oplysninger vil terrorsagen mod ham blive ført ved en russisk militærdomstol.
En mulig ny fængselsstraf vil komme oven i de 11 og et halvt års fængsel, Navalnyj i forvejen er i færd med at afsone.
Han er dømt for svindel, foragt for retten og for at have brudt betingelserne for sin prøveløsladelse.
Hans tilhængere mener, at dommene er afsagt med ført hånd af Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Sidstnævnte dom blev afsagt, efter at Navalnyj havde undladt at melde sig hos russisk politi, som et af kravene lød for hans prøveløsladelse.
På det tidspunkt var han indlagt på et hospital i Tyskland efter en livstruende forgiftning, som han beskylder Ruslands regering for at stå bag.
Styret i Rusland afviser at have forgiftet ham.
Navalnyj har været fængslet, siden han i januar 2021 vendte tilbage til Rusland fra hospitalsbehandlingen i Tyskland.
De russiske myndigheder anser Navalnyj og hans støtter for at være ekstremister, og hans kampagneorganisation er blevet bandlyst.
Flere af Navalnyjs støtter er flygtet til udlandet.
Rusland mener, at Navalnyj og hans organisation har forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste CIA.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde