Nederlag for Merkel: Minister trækker sig efter kritik
Tysklands uddannelses- og forskningsminister, Annette Schavan, trækker sig fra posten efter anklager om akademisk fusk, oplyser kansler Angela Merkel.
De to kvinder mødtes lørdag for at diskutere sagen, og Merkel siger, at hun har modtaget opsigelsen fra ministeren, som er en tæt allieret, "med et tungt hjerte".
Schavan fik frataget sin doktortitel af universitetet i Düsseldorf for få dage siden, og siden har både oppositionen og flere af hendes politiske allierede krævet ministerens afgang.
- Jeg tror, at dagen i dag er den rigtige til at forlade min ministerpost og koncentrere mig om mine pligter som medlem af parlamentet, sagde en tydeligt bevæget Schavan efter mødet med Merkel.
Den afgående minister afviser imidlertid at have brugt afskrifter til dele af sin doktordisputats fra 1980, som det første gang blev hævdet i april sidste år.
Schavan har gennem sin advokat meddelt, at hun vil klage over afgørelsen.
- Jeg afviser på det stærkeste beskyldningerne og agter at blive som minister, sagde den 57-årige Schavan i et interview med avisen Die Welt for nylig.
Schavan er tæt allieret med kansler Angela Merkel, og hendes formodede afgang er et stort politisk nederlag for Merkel, der kæmper for at sikre sig en tredje periode i spidsen for Tyskland.
Den tidligere videnskabsminister i delstaten Niedersachsen, Johanna Wanka, er udnævnt som ny uddannelsesminister efter Annette Schavan, oplyser Merkel.
Beskyldningerne mod Schavan minder om dem, som i 2011 blev fremsat mod den daværende forsvarsminister i Merkels konservative regering, Karl-Theodor zu Guttenberg.
Hans politiske karriere blev brat afsluttet, da det kom frem, at han havde snydt med en akademisk afhandling.
Schavan var dengang blandt de første, som fordømte Guttenberg, der blev anklaget for at have kopieret dele af sin ph.d.-afhandling.
Selv om Schavans snyd menes at være langt mindre omfattende end Guttenbergs, så er det meget svært at tilgive på grund af hendes position i et land, der tager akademiske titler meget alvorligt.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde