Nederlag til Merkel i to tyske delstater

Kun en måned før Tysklands forbundsdagsvalg har forbundskansler Angela Merkels konservative parti CDU lidt et stort nederlag ved flere delstatsvalg.

På den såkaldte "super-valgsøndag" med delstatsvalg i Sachsen, Saarland og Thüringen samt et kommunalvalg i Nordrhein-Westfalen gik de kristelige demokrater stærkt tilbage i Saarland og Thüringen, hvor partiet mister regeringsmagten. Ved valget blev navnligt det liberale parti FDP og venstrepartiet Die Linke styrket, men også socialdemokraterne i SPD vejrer morgenluft. I Thüringen og i Saarland vil der måske komme en rød-rød regering bestående af SPD og Die Linke, mens der i Sachsen ventes en sort gul koalition mellem CDU og FDP. Ved kommunalvalget i Nordrhein-Westfalen er CDU forblevet den stærkeste kraft.

Valgresultatet er et tilbageslag for Merkel, og mange af hendes partifæller stiller nu krav om en mere klar valgstrategi, mere profil og et mere konkret program op til forbundsdagsvalget.

Merkel har tilkendegivet, at hun vil satse på en regeringskoalition med det liberale parti efter det tyske valg, da hun mener en borgerlig regering vil være bedre i stand til at klare den økonomiske krise end den nuværende store koalition, hvor hun er i regering med socialdemokraterne,.

- Jeg tror, at vi bedre vil kunne finde en vej ud af krisen i en koalition med FDP, udtalte Merkel søndag.

SPD's kanslerkandidat, den nuværende vicekansler og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, sagde, at hans parti står i en stærk strategisk position op til det nationale valg.

Men det er kun ni procent af de tyske vælgere, som tror på, at Steinmeier vil kunne vinde over Merkel ved valget den 27. september, viste en meningsmåling i weekenden. Hele 87 procent venter en valgsejr til Merkel.

Ifølge målingen har SPD 23 procent af vælgerne bag sig, mens 37 procent står bag CDU. Samtidig tyder meget på, at Merkel vil kunne danne en regering med det liberale FDP, som står til at få 14 procent af stemmerne.

/ritzau/dpa

Fire uger før det tyske forbundsdagsvalg har Merkels konservative parti lidt nederlag på "super-valgsøndag".

Offentliggjort Sidst opdateret