Nedtur: Romney taber alle sine hjemstater
Den ene stat er han født og opvokset, i den anden var han guvernør, og i den tredje har han en feriebolig og bliver betragtet som lidt af et bysbarn.
Alligevel lykkedes det ikke republikaneren Mitt Romney at vinde nogen af sine tre "hjemstater": Michigan, Massachusetts og New Hampshire.
Både Michigan og New Hampshire var svingstater med en lille fordel til den demokratiske præsident Barack Obama i meningsmålingerne inden valget. Og målingerne holdt.
Først måtte Romney dog se sig slået i den politiske hjemstat Massachusetts, hvor han fra 2003 til 2007 var guvernør, og hvor hans største bedrift var at gennemføre en sundhedsreform i delstaten, der sikrede næsten universel sygesikring til borgerne.
En reform, der ofte bliver sammenlignet med den såkaldte Obamacare, præsidentens egen - og meget omstridte - sundhedsreform.
Det var også i Massachusetts, at Romney og konen, Ann, stemte til præsidentvalget tirsdag. Obama har dog hele tiden stået til at vinde en klar sejr i staten.
Republikaneren måtte tidligt onsdag dansk tid også erkende, at det ikke hjalp noget at være født og vokset op i bilstaten Michigan.
Mitt Romneys far var tilmed en populær guvernør i staten, men statens vælgere var ikke nostalgiske. Obamas redningsaktion til fordel for bilindustrien vejede tungere end familiære bånd.
Det stod også klart, at en feriebolig i den lille svingstat New Hampshire ikke er nok til at vinde en stat. Også selv om staten er nabo til Massachusetts, og Romney her bliver betragtet som et bysbarn.
Men New Hampshires vælgere er kendt for at være uafhængige, og selv om de generelt er imod, hvad de opfatter som statens indtrængen i deres liv, så var det ikke til Romneys fordel.
Også New Hampshires fire valgmænd gik til valgets sejrherre.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie