Mens familien til Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela strømmer til hans sygeseng, vokser befolkningens bekymring for den 92-årige landsfader, som på andet døgn er indlagt på hospitalet i Johannesburg.
Flere lokale medier skriver, at Mandela blot er sengeliggende i forbindelse med en helbredsundersøgelse, men ifølge avisen Star er han blevet undersøgt af en lungespecialist.
Det er da også første gang, at den aldrende nobelprisvinder er blevet bragt på hospitalet midt om natten.
Tidligere ærkebiskop Desmond Tutu siger, at "alt kan ske" med Mandelas helbred.
- Hvad er det, vi forventer af ham? Vi ønsker, at han skal eksistere for evigt. Men alt kan ske, siger Desmond Tutu.
Tutu siger også, at han mødtes med Mandela i sidste uge, og at han opfatter den tidligere sydafrikanske leder som værende "i fantastisk fin form af sin alder".
- Men da han er 92 år, kan han naturligvis ikke løbe maraton længere.
Ifølge en pressemeddelelse fra Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, tager et team af medicinske specialister sig af Nelson Mandela på privathospitalet Milpark.
Zuma selv deltager i øjeblikket i det økonomiske topmøde i Davos, Schweiz. Men han bliver angiveligt opdateret jævnligt om Mandelas situation.
Både politi og militærfolk er på plads ved privathospitalet, hvor sikkerheden er stor, rapporterer nyhedsbureauet TT's reporter på stedet.
Mandelas kone, Graca Machel, ankom til hospitalet torsdag eftermiddag, hvilket var godt en time efter, at Mandelas ekskone, Winnie Madikizela-Mandela, havde været på besøg.
På en skole ved siden af hospitalet malede eleverne farvestrålende tegninger af hænder og hjerter og skrev små beskeder, som de hængte op på hegnet.
- Vi håber, at du snart bliver rask, lød budskabet fra de små Mandela-tilhængere.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker