Nervepirrende tæt løb ved sidste runde i det brasilianske valg
Den siddende præsident, Jair Bolsonaro, ligger tæt i slipstrømmen på sin modstander, og en sejr søndag er langt fra utænkelig. (Arkivfoto). Foto: Evaristo Sa/Ritzau Scanpix
Præsidentkandidaterne til det brasilianske valg, Lula og Bolsonaro, repræsenterer to vidt forskellige retninger for Brasilien. Både indenrigs og globalt.
Ritzau RitzauDaniel Schlosser/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Kampen om præsidentpaladset i Brasilien spidser til. På søndag holder det store sydamerikanske land anden og sidste runde af præsidentvalget.
I det ene ringhjørne står den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva. I det andet står den nuværende præsident, Jair Bolsonaro.
De andre 11 præsidentkandidater blev skåret fra i første runde den 2. oktober.
Venstrefløjskandidaten Lula har sagt, at han håber, at Bolsonaro vil acceptere et nederlag søndag, skriver AFP.
Bolsonaro repræsenterer den yderste højrefløj. Han har tidligere spredt konspirationsteorier om fejl i det elektroniske valgsystem.
Annonce
Han har derfor truet med ikke at ville acceptere et nederlag til sin modstander.
- Jeg håber, hvis jeg vinder valget, at han vil have fornuft nok til at ringe til mig og acceptere valgresultatet, siger Lula.
Tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva formåede ikke at vinde i første runde af valget på trods af forventningerne i meningsmålingerne. Han ligger fortsat i spidsen op til afgørende runde. (Arkivfoto). Foto: Nelson Almeida/Ritzau Scanpix
I de seneste uger har Bolsonaro skruet ned for den konspiratoriske retorik. Det er et forsøg på at appellere til de uafklarede vælgere.
- Hvis en valgkommission vurderer, at der ikke er noget galt, ser jeg ingen grund til at betvivle resultatet, siger Bolsonaro.
Valgresultatet vil nemlig i høj grad afhænge af de vælgere, som bittert har vinket farvel til deres foretrukne kandidat og i stedet må vælge mellem Lula og Bolsonaro.
Det bliver et tæt ræs mellem de to rivaler.
Lula står til 52 procent af stemmerne, mens Bolsonaro står til 48 procent ifølge de seneste meningsmålinger fra Datafolha Institutet.
Første runde endte på henholdsvis 48,4 og 43,2 procent til Lula og Bolsonaro. Meningsmålinger havde ellers givet Lula en føring på 10-15 procentpoint inden afstemningen.
Splittelse mellem kandidaterne har tidligere blandt andet vist sig som voldelige og dødelige konfrontationer mellem tilhængere af de to kandidater.
Der har eksempelvis været en episode, hvor en sikkerhedsvagt, der var tilhænger af Bolsonaro, skød og dræbte en politimand.
Annonce
Politimanden var Lula-tilhænger, skriver Washington Post.
Lula og Bolsonaro repræsenterer to vidt forskellige retninger for Brasilien.
Bolsonaros kampagne lægger stor vægt på et konservativt samfundssyn med modstand mod abort, transkønnedes rettigheder, ytringsfrihed og legalisering af stoffer.
Han går også ind for en liberal finanspolitik, hvor han blandt andet vil privatisere statslige virksomheder.
Derudover kæmper han for fri udnyttelse og fældning af Amazonas-regnskoven, skriver CFR.
- Bolsonaro mener, at regnskoven skal udnyttes og industrialiseres. De indfødte folk skal også indlemmes i det øvrige samfund.
- De skal ikke kunne leve i deres isolerede territorier, som er fyldt med rigdomme, han gerne vil udvinde, siger Marie Kolling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Lula vil derimod genindføre sin gamle politik fra 00'erne med store offentlige investeringer, sociale boligbyggerier, beskatning af de rigeste og fredning af regnskoven.
Valget kan også få store konsekvenser for Brasiliens globale position.
Bolsonaro har tidligere taget afstand fra FN og truet med at melde Brasilien ud af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) samt Parisaftalen om klima.
Annonce
Hans modstander Lula kæmper derimod for et mere globaliseret Brasilien, der skal samarbejde med USA og EU.
Lula ser derudover gerne, at Brasilien får en ledende rolle i det regionale samarbejde i Sydamerika.
/ritzau/
Valg i Brasilien
* Seneste meningsmåling viser, at Lula står til at få 52 procent af stemmerne ved anden valgrunde 30. oktober. Bolsonaro står til 48 procent.
* Der er pligt til at stemme i Brasilien for alle mellem 18 og 70 år. Hvis man ikke stemmer, skal man betale en bøde.
* Det er valgfrit for 16- og 17-årige, folk ældre end 70 år og analfabeter.
* Mere end 52 procent af vælgerne er kvinder.
* Lula sad som præsident i årene 2003-2010. Det sluttede med, at han blev dømt for korruption og røg i fængsel. Dommen blev senere annulleret.
Kilde: Reuters, AFP og CFR.
/ritzau/
Bolsonaros præsidentperiode
* Jair Bolsonaro blev i 2018 Brasiliens første præsident fra den yderste højrefløj i over 30 år.
* Han har lempet Brasiliens våbenlov betydeligt og gjort det nemmere for civile at købe våben. 4,4 millioner af Brasiliens 212 millioner indbyggere er registreret som våbenejere.
* Bolsonaro går ind for massiv udnyttelse og industrialisering af regnskoven Amazonas. I hans fireårige regeringstid er ødelæggelsen af Brasiliens del af Amazonas steget med 75 procent sammenlignet med sidste årti.
* Han afviste covid-19 som værende en lille influenza og ignorerede WHO's anbefalinger. Derudover afviste han også nedlukninger og brugen af masker.
* Bolsonaro har i løbet af sin periode fyret to direktører i det offentlige olieselskab Petrobras samt en energiminister over uenigheder i forbindelse med stigende brændstofpriser.
Seneste artikler
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mystisk nattebesøg ved byggemarked endte i håndjern
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
De første studenter springer ud: - Det er surrealistisk
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Gigant vil udvide på Falster
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød