Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, gav udtryk for en række bekymringer om Israels sikkerhed på et møde med den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates.
En række embedsfolk, der rejser med Netanyahu, siger, at premierministeren fortalte Gates, at Israel vil have forsikringer om, at en palæstinensisk stat ikke bliver i stand til at indsmugle tunge våben som missiler.
Netanyahu sagde også til Gates, at han frygter, at Irak igen kan komme til at udgøre en trussel mod Israel, når en stor del amerikanske soldater forlader landet i august 2010. Den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein affyrede Scud-missiler mod Israel under Golfkrigen i 1991.
Gates pressesekretær Geoff Morrell siger, at samtalen mellem ministrene primært fokuserede på Israels regionale trusselsbillede.
- Ud over igangværende bestræbelser for at assistere Israel i at opstille systemer, der beskytter landet mod langtrækkende missiler og raketangreb, forpligtede Gates sig også til at hjælpe Israel med at udvikle nyt forsvar mod nye trusler mod landets sikkerhed, siger Morrell.
Ifølge israelske embedsmænd er der tale om, at Israel får mulighed for at købe en række amerikanske forsvarsprodukter, der kan give landet en strategisk fordel i forhold til sine naboer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde