Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, beklager nu, at Israels offentliggørelse af planen om at opføre nye jødiske bosættelser har belastet forholdet til USA. Han beklager også, at offentliggørelsen truer bestræbelserne på at puste nyt liv i fredsforhandlingerne i Mellemøsten.
Men i sin første kommentar til det, som iagttagere betegner som Netanyahus hidtil værste krise med USA, sagde han ikke noget, der tyder på, at han vil bøje sig for palæstinensernes krav om at droppe planen om at opføre 1600 nye jødiske bosættelser.
- Der har været en beklagelig begivenhed, sagde Netanyahu med henvisning til, at en israelsk minister midt under den amerikanske vicepræsident Joe Bidens besøg i Israel i sidste uge meddelte, at de 1600 nye bosættelser skal opføres på den del af Vestbredden, der grænser op til Jerusalem.
Timingen af offentliggørelsen på et tidspunkt, hvor Biden var i Israel, og på et tidspunkt, hvor palæstinenserne netop havde accepteret indirekte forhandlinger med Israel, har fået iagttagere til spekulere i, hvorvidt Israels bosættelsespolitik kan skade det israelsk-amerikanske sikkerhedssamarbejde om Iran.
David Axelrod, der er en af præsident Barack Obamas nære rådgivere, siger til tv-stationen NBC, at Netanyahus udtalelser viser, at "budskabet er gået ind".
Budskabet var det, som USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, sendte til Israel, da hun betegnede Israels offentliggørelse af planen, mens Biden var i Israel, som "fornærmende".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde