Netanyahu er presset fra alle sider og skal tale til verden i FN
Da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, den 22. september 2023 holdt sin tale ved FN's Generalforsamling, talte han om udsigten til fred og havde et kort med sig. "Det Nye Mellemøsten", stod der på det. Fredag taler han igen, og nu er dagsordenen præget af krig og fjendskab. (Arkivfoto). Foto: Mary Altaffer/Ritzau Scanpix
Israels regeringschef under internationalt pres for at indgå våbenhviler i Mellemøsten. Han trues også af international arrestordre. Nu er FN's talerstol hans.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Den snart 75-årige israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har mere om ørerne end de fleste.
Han er under stort internationalt pres i forbindelse med de blodige konflikter i Mellemøsten, og fredag træder han så at sige ind i løvens hule, når han møder op i FN-bygningen i New York for at forklare sig over for verden.
FN's årlige generalforsamling er i gang.
Det er her, hvor alverdens ledere holder taler, og fredag eftermiddag vil der være ekstra mange tilhørere, når det bliver Netanyahus tur.
Set udefra ligner han en mand, der har problemer alle vegne.
Annonce
Han kritiseres af store dele af sin egen befolkning og af de fleste indbyggere i Israels nabolande.
Internationalt er der pres på ham og hans regering for at gå med til våbenhviler for at standse blodsudgydelserne blandt civile.
Både i Gaza, hvor Israel er i krig mod den militante gruppe Hamas, og i Libanon, hvor Israel er i væbnet konflikt med Hizbollah.
USA, Frankrig og flere andre lande har fra FN-bygningen opfordret til øjeblikkelig våbenhvile i 21 dage i Mellemøsten.
Torsdag morgen var der rapporter i israelske medier om, at der måske var en indstilling af Israels beskydning af Hizbollah på vej.
Men ved middagstid lød det fra Netanyahus kontor, at "der kommer ingen våbenhvile nordpå" - altså i Libanon-området, hvorfra Hizbollah beskyder Israel.
Netanyahu har samtidig lovens lange arm efter sig med korruptionsanklager.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) undersøger i øjeblikket, om der skal udstedes en international arrestordre på Netanyahu for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med Israels konflikt med palæstinenserne.
Kommer der sådan arrestordre, kommer Netanyahu i klub med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Omar Bashir, tidligere præsident i Sudan.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, (tv)., og USA's præsident, Joe Biden, har sammen med ledere fra en række andre lande opfordret Israel og de væbnede grupper i Mellemøsten til omgående at holde en våbenhvile på 21 dage. Der var sent torsdag eftermiddag ikke noget, der tydede på, at opfordringen bliver fulgt. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Da Netanyahu talte ved generalforsamlingen for et år siden, var tiderne anderledes.
Annonce
Her talte han om en vision om fred. Han havde et landkort med på talerstolen, hvor han talte om "Det Nye Mellemøsten".
Newsweek skriver, at han i denne tale brugte ordet "fred" 42 gange.
Men på kortet så Gazastriben og Vestbredden ud til at være en del af Israel. Det er de ikke.
Under mange års fredsforhandlinger har den palæstinensiske selvstyreledelse kæmpet for en palæstinensisk stat i de to områder.
Nogle uger efter Netanyahus tale eksploderede det hele.
Den 7. oktober 2023 angreb Hamas Israel og dræbte 1200 israelere.
Ødelæggelserne er omfattende efter næsten et års krig i Gaza mellem Israel og den militante bevægelse Hamas. Børnene her er fotograferet den 14. september ved bygninger, der er bombet af Israels militær, i Beit Lahia i det nordlige Gaza. Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix
Dagen efter begyndte Hizbollah "i solidaritet", som Hizbollah sagde, at beskyde Israel fra Libanon.
Siden er mange tusinde mennesker dræbt i Gaza, der ligger i ruiner. Og krigshandlingerne mellem Israel og Hizbollah tager til.
- Når Netanyahu kommer til FN, kommer han næsten som persona non grata (uønsket person red.), siger Alon Liel, tidligere generaldirektør i Israels udenrigsministerium og åbenmundet Netanyahu-kritiker, til Newsweek.
Netanyahu er kendt som en god taler. Hans taler i FN virker ofte målrettet både hans egen befolkning og det internationale samfund.
Annonce
Men han skal måske være mere end almindelig god for at få verden med sig, når han taler fredag.
- Han er en mester til at tale, siger den israelske kommentator Tal Schneider til Newsweek.
- Men hvis han tror, at han med en tale på engelsk kan få verden over på sin side, har han mistet følingen, tilføjer hun.
Libanesere gennemgår bombede bygninger efter israelske angreb i landsbyen Douris i det sydlige Libanon torsdag den 26. september. Foto: -/Ritzau Scanpix
NBC og nyhedsbureauet AP skriver, at der ventes demonstrationer mod Netanyahu i New York.
Columbia University ligger i New York, og dette universitetsområde har været skueplads for nogle af de store protester mod Israel i forbindelse med krigen i Gaza.
/ritzau/
Israel i Netanyahus fravær
* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, havde egentlig planlagt at tilbringe det meste af ugen ved FN's generalforsamling for at tale Israels sag. Men så tog konflikten med Hizbollah til i styrke, og hans tur var tæt på at blive aflyst.
* Han fløj fra Israel mod New York natten til torsdag. Hans tale ved forsamlingen ventes holdt fredag eftermiddag.
* Oppositionen i Israel kritiserer ham for at forlade landet, når der er væbnede konflikter i både Gaza og ved grænsen til Libanon. De religiøse partier i hans skrøbelige regering kritiserer, at han muligvis skal rejse hjem lørdag, når det er sabbat - altså den ugentlige jødiske helligdag.
* Umiddelbart inden afrejsen holdt han møde med sit sikkerhedskabinet. Udenrigsminister Israel Katz er udnævnt til at varetage påtrængende sager i Netanyahus fravær.
Kilder: All Israel News, Times of Israel
/ritzau/
Israelere i kibbutzen Saar i det nordlige Israel gennemsøger bygninger, der er ramt af en Hizbollah-raket. Billedet er fra onsdag den 25. september. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Lørdag den 21. september var der igen store demonstrationer i Israel. Her er det i Tel Aviv, hvor der var protester mod premierminister Benjamin Netanyahu. Demonstranterne krævede, at Israel indgår våbenhvile med Hamas for at få de anslåede 100 gidsler, som Hamas stadig holder, frigivet. Israels regering har sagt, at det menes, at halvdelen af gidslerne er i live. Foto: Mahmoud Illean/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Travl aften ved grænsen: Mand anholdt og kanonslag beslaglagt
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by