Netanyahu fyrer forsvarsminister efter tillidskrise mellem dem
Her ses den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og den nu tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, til venstre. Tirsdag aften fyrede premierministeren forsvarsministeren og begrundede sin beslutning med, at der havde været for mange uenigheder. (Arkivfoto). Foto: Amir Cohen/Reuters
Den israelske premierminister fyrer sin forsvarsminister og giver posten videre til sin udenrigsminister.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har fyret sin forsvarsminister, Yoav Gallant.
Det oplyser nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge premierministeren har der været for mange uenigheder mellem de to, om hvordan Israel skal føre krig.
Han siger, at en "tillidskrise" udviklede sig mellem Gallant og Netanyahu, og at der derfor ikke var plads til normal krigsførelse.
Ifølge premierministeren kom Gallant med udtalelser og traf beslutninger, som afveg fra regeringens beslutninger.
Han tilføjer, at deres samarbejde var meget "frugtbart" i krigens første måneder. Det skriver mediet The Times of Israel.
- I løbet af de sidste par måneder er tilliden forsvundet. I lyset af dette besluttede jeg i dag at afslutte forsvarsministerens periode, sagde Netanyahu i en udtalelse fra premierministerens kontor.
På det sociale medie X kommenterer Gallant på fyringen.
- Staten Israels sikkerhed var og vil altid være mit livs mission.
Netanyahu udpeger samtidig den nu tidligere udenrigsminister, Israel Katz, som ny forsvarsminister.
Ifølge nyhedsbureauet DPA bliver Gideon Saar fra partiet Nyt Håb udpeget som ny udenrigsminister.
Medlemmer af oppositionspartierne har kritiseret premierministerens beslutning.
- Jeg opfordrer alle Israels borgere til at gå på gaden. Netanyahu ødelægger Israel, og kun vi kan redde landet, skrev formanden af Det Demokratiske parti, Yair Golan, på X.
- Det er politik på bekostningen af den nationale sikkerhed, siger Benny Gantz ifølge The Times of Israel.
Gantz er medlem af parlamentet og tidligere medlem af det nu nedlagte israelske krigskabinet.
Men der er også positive røster. Det gælder blandt andet Itamar Ben-Gvir, som er minister for national sikkerhed.
- Premierminister traf det rigtige valg om at fjerne ham fra posten, siger Ben Gvir, som flere gange har opfordret til, at Gallant skulle fjernes fra posten.
Ben Gvir er formand for partiet Otzma Yehudit, som befinder sig på den yderste højrefløj.
Ifølge The Times of Israel går der rygter om, at premierministeren også vil fyre det israelske forsvars (IDF) generalstabschef, Herzi Halevi, og Ronen Bar, som er direktør for Israels interne efterretningstjeneste, Shin Bet.
Som premierminister har han magten til at erstatte Ronen Bar, mens IDF er forsvarsministerens ansvarsområde.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker