Netanyahu: Israelsk angreb ramte Irans atomprogram
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, taler til Knesset mandag. Foto: Ronen Zvulun/Reuters
Atomprogram i Iran blev ramt, men ikke som helhed "forpurret" af israelsk angreb, siger Netanyahu.
Irans atomprogram blev ramt, da Israel sent i oktober angreb iranske mål.
Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag.
- Det er ikke nogen hemmelighed, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- En specifik del af deres atomprogram blev ramt i dette angreb, fortsætter premierministeren i tale til parlamentet i Israel, Knesset.
Han siger dog også, at "programmet i sig selv og dets evne til at fungere ikke er blevet forpurret".
Israel gennemførte 26. oktober tre bølger af angreb med jagerfly mod militære mål i Iran.
Angrebet var gengældelse for et iransk missilangreb på Israel nogle uger forinden og kom i kølvandet på en lignende udveksling af angreb i april.
I sin tale til parlamentet kommer Netanyahu med nogle få yderligere detaljer om det israelske angreb i oktober.
Han siger, at Israels angreb i april var mindre.
Det ramte ifølge premierministeren et af fire S-300 jord-til-luft-missilforsvarsbatterier, som Rusland har leveret - og som er placeret omkring den iranske hovedstad, Teheran.
Han siger, at i oktober blev de resterende tre batterier ødelagt.
Derudover blev der gjort alvorlig skade på Irans evne til at producere missiler og missilbrændstof.
Anders Persson, som underviser i international politik på Institut for Statskundskab på Linnéuniversitetet i Sverige, har tidligere forklaret til nyhedsbureauet TT, at der var fem kategorier af potentielle mål for Israel.
Det var militær infrastruktur, finansiel infrastruktur, olieanlæg, mål med forbindelse til atomprogrammet og Irans ledere. Ifølge Persson er atommål mere eskalerende end for eksempel rent militære mål.
Mediet Axios har også tidligere rapporteret, at det israelske angreb ramte atomprogrammet. Axios skrev om udviklingen på baggrund af anonyme amerikanske og israelske kilder.
Kilderne sagde, at angrebet havde gjort skade på Irans evne til at genoptage forskning i atomvåben.
Iran fastholder, at landets atomprogram er fredeligt, mens Det Internationale Atomenergiagentur har sagt, at Iran havde et aktivt program med det formål at udvikle atomvåben frem til 2003.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker