Netanyahu siger nej til en palæstinensisk stat trods pres fra USA
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener, at han som premierminister skal kunne sige nej. Selv til en god allieret som USA, der ønsker oprettelsen af en palæstinensisk stat. (Arkivfoto). Foto: Ronen Zvulun/Reuters
Israels sikkerhed kan ikke garanteres med en palæstinensisk stat som nabo, mener landets præsident. I USA er topfolk uenige, men de vil ikke presse israelerne.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hvis det står til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, kommer der ikke en palæstinensisk stat, når krigen i Gaza er overstået.
Med krigen mellem Hamas og Israel i Gazastriben er en tostatsløsning igen kommet højt på den internationale dagsorden.
Både Israels allierede, herunder ikke mindst USA, samt mange af landets fjender ønsker en tostatsløsning med en palæstinensisk stat side om side med Israel.
Mange ser den igangværende konflikt som en god lejlighed til at drøfte muligheden igen. De ser en tostatsløsning som den eneste løsning, der kan skabe varig fred i området.
Men Netanyahu afviser nu igen, at det kan komme på tale.
Annonce
Ifølge premierministeren skal Israel have sikkerhedskontrol med hele området vest for Jordan-floden, hvilket inkluderer territorium, som i givet fald skulle være en del af en palæstinensisk stat i fremtiden.
- Det er en nødvendig betingelse. Og den strider imod idéen om palæstinensisk suverænitet.
- En premierminister i Israel skal kunne sige nej. Selv til vores bedste venner, sagde han torsdag med henvisning til USA.
Netanyahu har brugt meget af sin politiske karriere på at være imod en palæstinensisk stat, skriver BBC.
Sidste måned erklærede han sig stolt over at have forhindret etableringen af sådan en stat, så den seneste udtalelse kommer ikke som en overraskelse.
Israels præsident, Isaac Herzog, mener, at lande, som ønsker en tostatsløsning, først må gøre det klart, hvordan Israels sikkerhed kan garanteres.
- Israelere mistede tiltroen til fredsprocessen, fordi de kunne se, at terror er forherliget af vores naboer, sagde han torsdag ifølge dpa.
Man har internationalt forsøgt at få en tostatsløsning siden midten af 1970'erne. Det bliver set som den løsning, som kan bringe varig fred til konflikten i Mellemøsten.
USA, som er en af Israels vigtigste allierede, er blandt fortalerne for en tostatsløsning. De israelske lederes holdninger er ikke overraskende, men bliver alligevel modtaget med ærgrelse i USA.
Den israelske præsident, Isaac Herzog, sagde på et pressemøde torsdag, at israelere har mistet tiltroen til en fredsproces. Til pressemødet fremviste han et billede af en ti måneder gammel israelsk baby, som er i Hamas' fangenskab. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
USA og Israel ser "åbenlyst" forskelligt på tingene, konkluderer John Kirby, talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd.
Annonce
Det er umuligt at løse Israels langsigtede sikkerhedsudfordringer i regionen, hvis der ikke etableres en palæstinensisk stat. Det tilføjer Matthew Miller, talsperson for USA's udenrigsministerium.
- Det her handler ikke om, at USA presser israelerne til at gøre noget som helst. Det handler om, at USA udlægger de muligheder, som de har, siger Miller ifølge Reuters.
Han understreger, at USA's støtte til Israel er urokkelig. Også selv om USA er blandt de lande, der forsøger at få Israel til at skrue ned for angrebene mod Hamas i Gazastriben, fordi så mange civile bliver dræbt.
Ifølge Hamas-myndigheder er næsten 25.000 mennesker dræbt under den mere end 100 dage lange krig, som begyndte, da Hamas udførte et historisk voldsomt angreb mod Israel, hvor omkring 1200 blev dræbt, og 240 taget som gidsler.
Netanyahu understreger, at offensiven i Gaza fortsætter, indtil Hamas er udslettet.
Han forventer, at krigen vil vare "mange måneder endnu".
Talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd John Kirby siger med henvisning til snakken om en tostatsløsning, at Israel og USA "åbenlyst" ser forskelligt på tingene. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
/ritzau/
Tostatsløsning har lange udsigter
* Diplomatiet har i årtier arbejdet på at finde en løsning på den israelsk-palæstinensiske strid på basis af tanken om to stater.
* I 1993 blev Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) enige om den såkaldte Oslo-aftale. Den handler om palæstinensisk selvstyre i Gazastriben og i de større byer på Vestbredden.
* Israel erobrede områderne under krigen i 1967. De palæstinensiske selvstyremyndigheder ønsker en palæstinensisk stat i de to områder og med en del af Jerusalem som hovedstad.
* I selvstyreaftalen fra 1994 hedder det, at der senest i 1999 skal findes en løsning på den gamle strid. Det lykkedes ikke.
* Siden har forskellige initiativer arbejdet på basis af tanken om to stater side om side, men foreløbig har initiativerne ikke udmøntet sig i en løsning.
Seneste artikler
Politiet har registreret rekordmange anmeldelser om fup-sms'er
Udvalgsformand om byudvikling: - Speeder kan trædes i bund den 13. august
Ældreformand: Rystende besparelser
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri