Netanyahu vil fortsætte offensiv i Rafah efter civiles exit
- Vi vil kæmpe indtil endelig sejr, siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, om planer om en militæroffensiv i Rafah. Civile vil få mulighed for at forlade området, men hvorhen og hvordan er fortsat uklart. (Arkivfoto). Foto: Thomas Koehler/Ritzau Scanpix
Offensiv vil fortsætte, når civile har forladt Rafah, siger premierminister uden at nævne, hvor de skal hen.
Israel vil fortsætte en omfattende militærindsats i Rafah i den sydlige del af Gaza.
Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i en udtalelse på Telegram. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Vi vil kæmpe indtil endelig sejr, og det inkluderer også en kraftfuld aktion i Rafah, efter at vi lader civilbefolkningen forlade krigszonen, lyder det.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer Netanyahu ikke ind på, hvornår offensiven vil finde sted.
Det fremgår heller ikke, hvor de hundredtusindvis af mennesker, som er presset sammen i Rafah, kan tage hen.
Rafah grænser op til Egypten, der har gjort det klart, at det ikke vil tillade flygtninge over grænsen.
Internationalt stiger presset på Netanyahu for at holde igen med angreb på området.
Omkring 1,4 millioner palæstinensere opholder sig på meget lidt plads ved Rafah. Mange er flygtet dertil fra resten af Gaza, efterhånden som Israels krig mod Hamas har ramt område efter område.
USA's præsident, Joe Biden, har sagt til Netanyahu, at en indsats i Rafah ikke bør ske uden at sikre dem, der befinder sig der.
Andre regeringsledere og organisationer, herunder FN, har ifølge CNN opfordret Israel til at undgå operationer på landjorden i, hvad der nu er Gazas mest befolkede by.
Fra Verdenssundhedsorganisationen lyder det, at angreb på Rafah vil være en "ufattelig katastrofe". Det siger Richard Peeperkorn, der er organisationens repræsentant for Gaza og Vestbredden, ifølge Reuters.
Søndag sagde Netanyahu i et interview med ABC News, at Rafah er "Hamas' sidste bastion".
Meldingen fra Benjamin Netanyahu onsdag kommer, en dag efter at mæglere fra Egypten og Qatar i den egyptiske hovedstad, Kairo, har forsøgt at få en våbenhvile i stand, så civile kan få hjælp, og israelske gidsler i Hamas-varetægt kan komme fri.
Men forhandlingerne, hvor USA også har været med, sluttede tirsdag uden fremskridt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker