Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, foreslår forud for en ny runde fredsforhandlinger at mødes jævnligt med palæstinensernes leder, Mahmud Abbas.
Israelske embedsmænd oplyser, at Netanyahu ønsker at mødes ansigt til ansigt med Abbas to gange om måneden, når de direkte samtaler genoptages i Washington på torsdag.
Netanyahu siger, at hvis fredsforhandlingerne skal blive en succes, kræver det, at de to ledere mødes personligt og forhandler i størst mulige hemmelighed.
Den israelske premierminister har udpeget et forhandlingsteam, som vil rejse med ham til Washington og sørge for, at forhandlingerne bliver "hurtige, seriøse og grundige".
Udenrigsminister Avigdor Lieberman, en ultranationalist, som har udtrykt skepsis over for de kommende forhandlinger, vil ikke deltage i den israelske delegation, rapporterer flere medier.
Torsdagens møde i Washington er de første direkte forhandlinger mellem de to stridende parter efter Israels blodige offensiv i Gaza i december 2008, som fik palæstinenserne til at afbryde al kontakt med israelerne.
Et af de største stridspunkter i de kommende fredsforhandlinger bliver formentlig at få fastsat Palæstinas grænser. Abbas har tidligere sat som krav for direkte samtaler, at Israel accepterer grænserne forud for Seksdageskrigen i 1967.
Netanyahu har omvendt krævet, at de nye forhandlinger skal igangsættes uden forudgående særkrav. Alligevel er det lykkedes Mellemøstkvartetten - USA, Rusland, EU og FN - at få parterne tilbage til forhandlingsbordet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker