Netanyahu vil til USA for at tale til Kongressen om Gaza-krigen

Den israelske premierminister har i forvejen givet tre taler til den samlede kongres i USA - senest i 2015. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Israels premierminister skal tale ved et fælles møde i USA's kongres. Det bliver fjerde gang, at han gør det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har lørdag accepteret et tilbud fra lederne af Senatet og Repræsentanternes Hus om at tale ved et fælles møde i den amerikanske kongres.

Det bekræfter Netanyahu i en udtalelse.

Invitationen kom fredag aften dansk tid.

Den israelske premierminister har efterfølgende besluttet, at han vil udnytte muligheden for at tale til de amerikanske kongresmedlemmer.

- Det gør mig rørt, at jeg får det privilegium at repræsentere Israel foran begge kamre i Kongressen og at præsentere sandheden om vores retfærdige krig mod dem, der søger at ødelægge os, over for repræsentanterne for det amerikanske folk og hele verden, siger Netanyahu.

Netanyahu henviser til Israels krig mod den militante bevægelse Hamas i Gaza, som har varet i næsten otte måneder.

Det er foreløbig uvist, hvornår mødet skal finde sted.

Det er sjældent, at udenlandske regeringsledere får mulighed for at tale til medlemmerne af begge kamre i Kongressen på én gang.

Dog er det ikke første gang, at Netanyahu skal tale ved et sådant møde. Han har således gjort det tre gange tidligere.

Brevet, der inviterer Netanyahu, er underskrevet af formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Mike Johnson, og Senatets demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.

- For at bygge på vores vedvarende forhold og for at markere USA's solidaritet med Israel vil vi invitere dig til at dele den israelske regerings vision for at forsvare demokrati, bekæmpe terror og etablere en retfærdig og vedvarende fred i regionen, lyder det i brevet.

USA er Israels nærmeste allierede, og landet har løbende bakket op om Israels krig mod Hamas.

Dog har krigens store konsekvenser for de civile palæstinensere i Gaza fået præsident Joe Biden til at advare Netanyahu om, at USA's støtte til Israel afhænger af, at de civile i Gaza beskyttes.

/ritzau/Reuters