Netmedie: Rusland stopper flygtninge på vej til Norge
Flygtninge, der forsøger at passere grænsen i Nordnorge, stoppes af russiske FSB-vagter, lyder det.
Russiske grænsevagter er begyndt at stoppe flygtninge, som er på vej til Norge, skriver den uafhængige russiske nyhedsside Bloger 51.
Flygtningene, der forsøger at komme ind i Norge via Murmansk, bliver standset af russiske FSB-vagter ved kontrolposten Titovka på den anden side af den norske grænse, hvis ikke de har visa til Schengen-landene.
Ifølge embedsmænd i Murmansk har kontrolposten i to dage været lukket for flygtninge uden Schengen-visa.
Men alligevel kom der onsdag 116 asylansøgere til den norske grænsestation Storskog ved Kirkenes. Det er det højeste antal på en dag. Lidt over 50 er torsdag kørt over grænsen.
En fjerdedel af alle de asylansøgere, der er kommet til Norge, er kommet via den eneste grænseovergang i Nordnorge. I alt 2000 flygtninge har passeret den nordnorske grænse i år på cykel.
En grænseaftale mellem Norge og Rusland fastslår, at grænsen ikke kan krydses til fods. Derfor har asylansøgere kørt over grænsen på cykler, som de har købt i den nærmeste russiske by.
I sidste uge mødtes embedsmænd fra Norge og Rusland for at drøfte, hvorfor så mange asylansøgere tager den lange vej nordom for at komme til Norge.
Redaktør Thomas Nielsen fra netmediet Independent Barents Observer mener, at det er en bevidst russiske provokation, at så mange asylansøgere kommer via grænsen ved Storskog. Og det har forbindelse til de sanktioner, som Europa har iværksat mod Rusland for dets rolle i den ukrainske konflikt.
- Måske gøres det for at skabe splid om sanktionsregimet indadtil i Norge eller for at vise, hvor stor flygtningestrømme, der vil komme fra Syrien, hvis man ikke støtter Assad-regimet.
- Vi er en brik i et storpolitisk spil, og det tror jeg er vigtigt at forstå, når vi ser den store migrantstrøm over grænsen ved Storskog, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned