New York-bombemand fortryder ingenting

Den pakistanskfødte Faisal Shahzad, der mandag kendte sig skyldig i alle anklagepunkter om terror mod USA, fortryder ikke sine handlinger, der primært omfatter et fejlslagen bombeangreb mod Times Square i New York.

- Jeg vil erkende min skyld 100 gange, fordi medmindre USA trækker sig ud af Afghanistan og Irak, stopper droneagrebene i Somilia, Pakistan og Yemen og angrebene mod muslimske lande, så vil vi angribe USA og forsøge at dræbe dem, siger Shahzad.

Da dommeren i terrorsagen mod amerikansk-pakistaneren, Miriam Cederbaum, spurgte den tiltalte om, hvorfor han forsøgte at dræbe uskyldige amerikanere forsvarede Shahzad endnu engang sine handlinger.

- Hør, I angriber børn med jeres droner i Afghanistan, siger han og tilføjer:

- Jeg mener ikke, at det, jeg gjorde, var en forbrydelse. Jeg er klar over, at det er et brud mod amerikansk lovgivning, men jeg ligeglad med lovene i USA, siger han.

Shahzad er tiltalt for 10 lovovertrædelser, hvoraf de alvorligste er forsøg på anvendelse af masseødelæggelsesvåben og terrorisme.

Han er desuden tiltalt for at samarbejde med den militante Taliban-bevægelse og for at have modtaget penge fra militante muslimske grupper. Han står til at blive idømt livsvarigt fængsel.

Ifølge det officielle anklageskrift kørte Shahzad en bil fyldt med benzin, propangas, kunstgødning og sprængstoffer ind på Times Square den 1. maj, hvor han forlod den, inden den skulle eksplodere.

Shahzad blev anholdt i New Yorks John F. Kennedy lufthavn, da han var da på vej om bord i et fly til Mellemøsten.

/ritzau/AFP

Bombemanden, der i maj forsøgte at gennemføre et terrorangreb mod Times Square i New York, forsvarer sine handlinger med USA's angreb mod muslimske lande.

Offentliggjort Sidst opdateret