New York har under 100 coronadøde for første gang siden marts
En vagt holder øje med strandgæsterne på Long Island, New York, hvor strandene fredag genåbnede i forbindelse med Memorial Day-weekenden. Foto: Andrew Kelly/Reuters
Andrew Kelly/Reuters
Efter sagsanlæg giver guvernør Andrew Cuomo newyorkerne lov til at samles i grupper på op til 10 mennesker.
Inden for det seneste døgn har den amerikanske delstat New York haft under hundrede coronadødsfald.
Der er registreret 84 døde blandt coronasmittede, oplyser guvernør Andrew Cuomo lørdag på sin daglige pressebriefing.
Dagen inden var der 109 coronarelaterede dødsfald.
Det er første gang siden slutningen af marts, at dødstallet blandt coronapatienterne er tocifret.
- Disse nyheder er gode nyheder, siger Cuomo.
- Det er et tegn på, at vi gør fremskridt.
Samtidig betegner guvernøren det som en "tragedie", at epidemien har forårsaget dødsfald.
Men der er også godt nyt, når man ser på antallet af nye smittetilfælde, der lige som dødstallet er på vej nedad.
Da coronaudbruddet var på sit højeste, meldte New York om op mod 800 dødsfald om dagen blandt de coronasmittede.
Lørdag siger Cuomo videre, at han nu vil tillade, at folk samles i grupper på op til 10 personer.
Det kommer efter, at et sagsanlæg har udfordret et direktiv fra guvernøren, der kun gav lov til at samles i forbindelse med gudstjenester og markering af Memorial Day.
Det er den dag, hvor amerikanerne hylder deres faldne soldater. Det markeres på mandag.
Men borgerrettighedsorganisationen New York Civil Liberties Union (NYCLU) lagde sag an på vegne af en kvinde i New York-bydelen Brooklyn, som to gange er blevet anholdt for at demonstrere mod nedlukningen.
NYCLU mente, at Cuomo ikke på den ene side kunne give tilladelse til én form for forsamlinger, men forbyde andre - nemlig demonstrationer.
Derfor underskrev Cuomo fredag aften et nyt direktiv, der tillader folk at samles op til 10 personer, uanset hvad anledningen er.
Dog skal de holde to meters afstand til hinanden og i øvrigt følge myndighedernes retningslinjer for at undgå smittespredning.
Alt i alt har omkring 29.000 mennesker i New York, som var smittet med coronavirus, mistet livet.
New York er den hårdest ramte af USA's 50 delstater. Særligt i New York City har coronavirusset kostet mange liv.
Der bor knap 20 millioner mennesker i delstaten.
På landsplan er lidt over 96.000 mennesker døde med coronasmitte i USA, viser tal fra Johns Hopkins University lørdag.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde