New York sagsøger busselskaber for at fragte migranter til byen
I søgsmålet henviser New York City til en lov fra det 19. århundrede, som kræver, at enhver, der transporterer en "person i nød" til New York fra en anden delstat, skal dække omkostningerne. (Arkivfoto). Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix
New York City søger milliardstor erstatning for håndtering af migranter, som blev transporteret fra Texas.
New York City lægger sag an mod 17 busselskaber, som anklages for at transportere over 33.000 migranter til den amerikanske storby på ulovlig vis.
Migranterne er blevet transporteret til New York City fra delstaten Texas, hvis republikanske guvernør har forsøgt at udvise de mange personer, som på uretmæssig vis har bevæget sig ind i USA via grænsen til Mexico.
New York City kræver erstatning fra busselskaberne på 708 millioner dollar. Det svarer til omkring 4,8 milliarder kroner.
Beløbet skal dække de udgifter, New York City har haft i forhold til at give migranterne husly og andre sociale ydelser.
Selve delstaten Texas er ikke anklaget i sagen. I stedet er det busselskaberne, som blev hyret af Texas til at transportere migranterne.
De fleste af selskaberne er af en mindre størrelse og er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra nyhedsbureauet Reuters om en kommentar.
I søgsmålet henviser New York City til en lov fra det 19. århundrede, som kræver, at enhver, der transporterer en "person i nød" til New York fra en anden delstat, skal dække omkostningerne.
Det hævdes desuden, at busselskaberne har tjent millioner af dollar vel vidende, at migranterne havde brug for husly og andre sociale ydelser.
Selskaberne har i øvrigt transporteret tusindvis af andre migranter fra Texas til andre storbyer som Chicago og Washington D.C.
Texas' republikanske guvernør, Greg Abbott, siger i en udtalelse, at New York Citys søgsmål er ubegrundet, og at migranter har en forfatningsmæssig ret til at rejse på tværs af landet.
- Enhver migrant, der er kommet med bus eller fly til New York City, gjorde det frivilligt efter at have få tilladelse af Biden-administrationen til at blive i USA, lyder det med henvisning til den demokratiske præsident Joe Bidens regering.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned