New York vil ansætte tusinder til at opspore smittede
Politifolk gjorde honnør, da hospitalsskibet "USNS Comfort" torsdag forlod kajen på Manhattan i New York, hvor skibet har huset patienter under den værste periode af coronaudbruddet i den amerikanske storby. Foto: Lucas Jackson/Reuters
Lucas Jackson/Reuters
New Yorks undergrundstog skal desinficeres i et forsøg på at begrænse smittespredningen, siger guvernør.
New York skal have en "hær" bestående af helt op til 17.000 mennesker, der skal hjælpe med at opspore, hvem coronasmittede har været i kontakt med.
Det siger delstatens guvernør, Andrew Cuomo, på sin daglige pressebriefing om coronakrisen.
Den tidligere New York-borgmester og milliardær Michael Bloomberg er involveret i projektet. Han vil sammen med Johns Hopkins University stå for at rekruttere og uddanne folk.
Sundhedseksperter siger, at opsporing af, hvem coronasmittede har været i kontakt med, er vigtigt for at kunne isolere de smittede og forhindre nye udbrud.
Et sted mellem 6400 og 17.000 mennesker ventes at skulle være "opsporere".
Det system, de udvikler, vil blive stillet til rådighed for regeringer verden over, meddeler Cuomo ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I et forsøg på at begrænse smittespredningen yderligere siger Cuomo, at New Yorks undergrundsbane vil blive desinficeret. Den vil være lukket om natten mellem klokken 1 og 5.
- Det er en enorm udfordring, siger Cuomo.
- Hele transportsystemet i den sydlige del af New York vil blive desinficeret hvert døgn.
I det seneste døgn har New York - som er den hårdest ramte af USA's 50 delstater - registreret 306 dødsfald blandt coronasmittede personer.
Det er et fald i forhold til de 330 coronadødsfald dagen inden.
Antallet af nye smittetilfælde, der er konstateret i det seneste døgn, er steget med 4681. Dagen inden var 4585 mennesker testet positive.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde