Ngo: Børnesoldater kæmper på begge sider i Yemen-konflikt
En soldat, der hører til Houthi-bevægelsen i Yemen, opholder sig lidt uden for landets hovedstad, Sanaa, i juni 2019. Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Der er børn, der bærer våben i Yemen, lyder det fra lokal menneskerettighedsforkæmper under besøg i Paris.
I krigshærgede Yemen bærer flere børn våben, og de kæmper på begge sider af konflikten, fortæller lokal menneskerettighedsorganisation.
Krigen ødelægger vores fremtid og vores børn, lyder det fra Radhya Almutawakel, der er præsident i ngo'en Mwatana for Human Rights.
- Man ser børn, der bærer våben. Sådan var det ikke før 2014, siger præsidenten på en pressekonference i Paris.
Under besøget i Frankrig fremlægger organisationen, der har base i Yemen, en rapport om menneskerettighedssituationen i landet.
Flere end 1000 børn - både drenge og piger - er blevet "rekrutteret til militære anliggender i 2018", lyder det i rapporten.
72 procent skal være rekrutteret af Houthi-bevægelsen.
- Mange familier kan ikke engang forhindre deres børn i at gå i kamp, siger Almutawakel.
I 2015 gik den internationale koalition med Saudi-Arabien ind i konflikten mod houthi -bevægelsen i Yemen for at få genindsat præsident Abd Rabbo Mansour Hadi, som blev fordrevet.
Siden er titusindvis af mennesker blevet dræbt. Borgerkrigen har ifølge FN og hjælpeorganisationer drevet Yemen på kanten af hungersnød.
Ifølge ngo'en er flere end 2000 skoler blevet ødelagt.
- I mange, mange områder er der billeder af børn, der er blevet sat ind i frontlinjen (af konflikten, red.) og kommer døde tilbage, siger præsidenten.
Radhya Almutawakel forklarer, at børn lader sig hverve, fordi de oplever at miste deres venner i krigen og derfor vil svare igen.
FN har tidligere kaldt konflikten for verdens værste humanitære krise.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned