Ngo: Colombia er verdens farligste land for miljøforkæmpere
Nadia Umana, en 35-årig sociolog, som har måttet flygte fra sit hjem i det nordlige Colombia, fortæller fra sit nye hjem i hovedstaden Bogotá om, hvordan hendes kolleger blev dræbt af oprørsstyrker. Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
En tredjedel af drab på miljøforkæmpere i 2022 skete i Colombia, hævder ngo'en Global Witness i ny rapport.
En tredjedel af alle verdens drab på miljøforkæmpere i 2022 skete i Colombia, og det sydamerikanske land er dermed det farligste sted at være miljøforkæmper, konkluderer ny rapport ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rapporten kommer fra den britiske ngo Global Witness, som undersøger menneskerettighedstrusler og klimaforhold verden over.
Ifølge rapporten blev 177 miljøforkæmpere dræbt på verdensplan i 2022. Mellem- og Sydamerika stod ifølge rapporten for 88 procent af de dødelige angreb, og Colombia specifikt for 34 procent.
- I Colombia og andre steder var indfødte folk, grupper, der nedstammer fra Afrika, mindre landmænd og miljøforkæmpere på ondskabsfuld vis udsatte, siger Laura Furones, en seniorrådgiver ved Global Witness, på et pressemøde i forbindelse med rapportens udgivelse.
Antallet af drab på miljøforkæmpere var højt i både 2019 og 2020, men faldt egentlig i 2021.
I 2022 er landet dog tilbage på toppen af listen - en udfordring for landets præsident, Gustavo Petro, som siden han kom til magten i august sidste år, har lovet at gøre noget ved problemet.
- Det er en enormt skamfuld statistik for landet, siger hans miljøminister, Susana Muhamad.
Den colombianske regering ratificerede for knap et år siden Escazu-aftalen, som blev indgået mellem en rakke mellem- og sydamerikanske lande i Costa Rica, men loven er endnu ikke blevet godkendt af Colombias forfatningsdomstol.
Aftalen skal give Colombias regering bedre mulighed for at slå ned på angreb mod miljøforkæmpere, siger Susana Muhamad.
- Forfatningsdomstolens ratificering af Escazu-aftalen er fundamental, siger hun.
- Den vil hjælpe os meget med at beskytte miljøforkæmpere.
Én af dem er den 35-årige sociolog Nadia Umana, som måtte flygte fra sit hjem i det nordlige Colombia, efter at fire af hendes kolleger blev dræbt.
Kollegerne havde kæmpet for at genvinde landområder, som var blevet overtaget af oprørsstyrker.
- At vide at en af sine kolleger er blevet dræbt, er en ubeskrivelig smerte, siger Nadia Umana til det franske nyhedsbureau AFP.
Mens Colombia indtog førstepladsen for antallet af drab på miljøforkæmpere, indtog Brasilien og Mexico henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Colombia har godt 52 millioner indbyggere, mens Brasilien og Mexico har henholdsvis godt 216 millioner og knap 127 millioner.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker