Ngo: Rusland undertrykker befolkningen på krimhalvøen

I nye skolebøger fra 2023 undervises de russiske skoleelever blandt andet i annekteringen af Krim og det, som Rusland selv kalder "den særlige militæroperation i Ukraine". Siden Ruslands annektering af krimhalvøen er det ifølge Amnesty International blevet det russiske skolepensum, der undervises i på krimhalvøen. (Arkivfoto). Foto: Yuri Kadobnov/Ritzau Scanpix

Amnesty International frygter, at ukrainere i russisk-kontrollede områder vil lide samme skæbne som på Krim.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland har siden dets annektering af Krim for ti år siden forsøgt at ændre halvøens etniske sammensætning ved at undertrykke det ukrainske og krimtatariske samfund.

Det vurderer Amnesty International i en rapport i anledning af tiåret for den russiske annektering af halvøen.

Blandt andet skal Rusland havde indført det russiske skolepensum på halvøen. Lærere, elever og forældre er blevet truet med repressalier, når de har modsat sig.

Derudover er den ukrainske sprogundervisning på halvøen ifølge organisationen systematisk blevet afviklet.

- Vi har i årevis ringet med alarmklokkerne over Ruslands undertrykkelse af menneskerettighederne på Krim.

- Et årti senere kan vi gøre status over, hvad det har gjort ved halvøen, hvor Rusland forsøger at undertrykke ikke-russiske identiteter, herunder ukrainske og krimtatariske kulturer, udtaler ukraineforsker ved Amnesty International Patrick Thomsen i en pressemeddelelse.

Han kalder udviklingen alarmerende og frygter, at det samme vil ske for de øvrige ukrainske områder under russisk kontrol.

Også religions- og trosfriheden er ifølge organisationen blevet begrænset siden annekteringen.

Blandt andet skal det være blevet gjort strafbart af bede, prædike og uddele religiøst materiale uden officiel tilladelse og kun på udvalgte stedet.

De russiske politimyndigheder skal flere gange have afbrudt fredagsbønnen i Krims moskéer og foretaget ransagninger af huse for at lede efter religiøs litteratur.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Forum 18, er der i 2023 alene blevet rejst et tocifret antal sager mod enkeltpersoner for ulovlig missionsaktivitet.

Derudover er der blevet udskrevet over 50 bøder for at overtræde lovgivningen på området.

Også uafhængige medier og journalister har ifølge Amnesty International haft trange kår på halvøen det seneste årti.

Samme måned, som den russiske annektering skete, blev ukrainsksprogede fjernsyns- og radiokanaler fjernet fra sendefladen og erstattet af russiske medier.

Desuden skal flere journalister i samme periode været blevet bortført af paramilitære russiske grupper.

Dele af den oprindelige befolkning skal de seneste ti år desuden være blevet tvangsforflyttet ud af Krim, mens der er blevet flyttet russisk civilbefolkning ind, lyder det fra Patrick Thompson.

/ritzau/