Ngo'er vil have gransket fængselsoprør med 46 døde i Venezuela
Pårørende og familiemedlemmer til de indsatte i Los LLanos-fængslet arrangerede en demonstration efter det blodige oprør. Her beder de 2. maj uden for fængslet i byen Guanare. Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
FN-kontor er "dybt bekymret" over sammenstød mellem indsatte og betjente i Venezuela, som endte fatalt.
Flere menneskerettighedsorganisationer ønsker en undersøgelse af et fængselsoprør i Venezuela, hvor mindst 46 indsatte har mistet livet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.
Oprøret fandt sted fredag lokal tid i Los Llanos-fængslet i staten Portuguesa i det vestlige Venezuela.
Udover de døde er der 75 sårede.
Ngo'erne sætter dog spørgsmålstegn ved regeringens forklaring om et forfejlet flugtforsøg som årsag til de efterfølgende sammenstød. De mener i stedet, at oprøret skyldtes manglende tilgang til mad på fængslet under coronakrisen.
FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OCHCR) skriver på Twitter, at man er "dybt bekymret".
- Vi opfordrer myndighederne til at foretage en grundig undersøgelse, håndtere overbelægningen og garantere basale rettigheder, skriver kommissariatet.
Fængslerne i det sydamerikanske land er kendt for ekstrem vold og dårlige forhold.
Med jævne mellemrum kommer det til blodige sammenstød i fængslerne, hvoraf flere i vidt omfang kontrolleres af bander.
Ifølge en rapport fra hæren, som nyhedsbureauet AFP har haft adgang til, begyndte konfrontationen fredag, da indsatte begyndte at "ødelægge sikkerhedshegnene på området" i et "storstilet flugtforsøg".
Rapporten beskriver også, at fængselsdirektøren blev såret under forhandlinger med de indsatte.
En gruppe, der arbejder til fordel for indsattes rettigheder, har dog en anden forklaring.
Venezuelas Observatorium for Fængsler (OVP) kalder episoden for en "massakre". Både myndigheder og ngo'er bekræfter, at alle de døde var indsatte.
OVP og organisationen Et Vindue Mod Frihed - en anden ngo for indsatte - mener, at oprøret begyndte, efter at myndighederne forbød familiemedlemmer at komme med mad til de indsatte. Tiltaget skulle stoppe spredningen af coronavirus i fængslerne.
- Det er svært at tro på, at de indsatte ved højlys dag klokken 13.00 skulle forsøge at flygte ud gennem hoveddøren, siger Carolina Giron, der repræsenterer OVP, ifølge Reuters.
Hun tilføjer, at fængslet blev bygget til at huse 750 indsatte. Ikke de 2500, som aktuelt afsoner deres straf der.
Indskrænkninger i rettigheder under coronakrisen har ført til fængselsoprør og løsladelser i flere lande, heriblandt Italien. I Argentina gjorde fanger oprør sidste måned for at få indsatte løsladt for at mindske smittefare.
Natten til søndag dansk tid melder Reuters om et oprør i et brasiliansk fængsel, hvor vagter kortvarigt blev taget som gidsler. Her pådrog ti vagter og fem indsatte sig ikke-kritiske skader.
Hverken Venezuelas informationsministerium eller anklagemyndighed har besvaret Reuters' henvendelser lørdag.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker