Mogulerne Vincent og Robert Tchenguiz er blandt de ni personer, som britisk og islandsk politi har anholdt i en koordineret aktion i forbindelse med en undersøgelse af sammenbruddet i den islandske bank Kaupthing, siger en kilde tæt på aktionen.
De britiske myndigheders afdeling for særlig økonomisk kriminalitet, SFO, har koordineret ransagningerne, der fandt sted tidligt tirsdag på 12 adresser i London og Reykjavik. 135 politifolk og SFO-efterforskere deltog i aktionen.
Syv mænd i alderen 42 til 54 år blev anholdt i London, og ifølge avisen Financial Times er de iranskfødte brødre Vincent og Robert Tchenguiz blandt dem. Avisen siger også, at der har været ransaget på kontoret hos det Vincent Tchenguiz-ejede Rotch Property.
Angiveligt er den tidligere bestyrelsesformand i Kaupthing Sigurdur Einarsson og den tidligere direktør i Singer & Friedlander, Kaupthings datterselskab i London, Ármann Thorvaldsson, blevet hentet ind til afhøring.
To mænd på 42 og 43 år er pågrebet i Island, men det står ikke klart, hvem de er. Ifølge den islandske radiokanal Bylgjans nyhedsudsendelse er den ene af de anholdte den tidligere udlånsdirektør i Kaupthing Bjarki Diego. Den anden er ikke navngivet.
Undersøgelsen er en udløber af det økonomiske sammenbrud i Island i efteråret 2008. De tre største islandske banker, Kaupthing, Landsbanki og Glitnir, kollapsede inden for den samme uge. Det skyldtes en enorm gæld efter en aggressiv ekspansion i udlandet.
Den særlige anklagers kontor i Island gennemførte i januar ransagninger af en række finansielle institutioner, heriblandt centralbanken, mens der foregik en kriminel efterforskning af Landsbanki.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned