Ni døde efter eksplosion på fyrværkerilager i det sydlige Thailand
Ni er døde og mere end 100 skadede efter en eksplosion på et fyrværkerilager i Thailand. Foto: Madaree Tohlala/Ritzau Scanpix
Eksplosionen er sket i den thailandske by Sungai Kolok i den sydlige provins Narathiwat.
En eksplosion på et fyrværkerilager i Thailand har dræbt ni mennesker og såret 115 lørdag eftermiddag lokal tid.
Eksplosionen skete i den thailandske by Sungai Kolok i den sydlige provins Narathiwat.
Den menes at være forårsaget af svejsning under et bygningsarbejde på lageret.
Guvernør i provinsen, Sanan Pongaksorn, oplyser, at det seneste dødstal er ni.
- Branden er under kontrol. Foreløbige undersøgelser tyder på, at årsagen er en teknisk fejl under svejsning, da bygningen er under ombygning, siger guvernøren til AFP.
Optagelser fra lokale medier viste en enorm røgsky, der steg op i luften og adskillige butikker, boliger og køretøjer, der var blevet beskadiget af eksplosionen.
Over 500 huse nær lageret blev beskadiget, skriver det thailandske medie Thai PBS.
Et øjenvidne, der bor omkring 100 meter væk fra lageret, siger at han sad med sin telefon inde i sit hus, da han pludselig hørte et kæmpe brag, og hele hans hus rystede.
- Så så jeg, at mit loft var vidt åbent. Jeg kiggede udenfor og så huse, der kollapsede, og mennesker liggende på jorden. Det var kaos, siger han.
Thailand har ikke særlig høj sikkerhed i byggesektoren, og dødsulykker er almindelige.
Sidste måned blev to mennesker dræbt, da en vejbro under opførelse kollapsede ned i trafikken.
Fyrværkeri bruges ofte til at fejre store begivenheder i Sydøstasien. Og ulykker med selvsamme er ikke usædvanlige.
En eksplosion på en fyrværkerifabrik i Indonesien for seks år siden dræbte 49 mennesker, skriver det britiske medie BBC News.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde