Mindst ni mennesker er dræbt i voldsomme kampe i byen Taez i Yemen tidligt fredag.
Alle de dræbte er civile, heriblandt to kvinder og et niårigt barn. Flere dusin andre er såret, siger lægekilder.
Sikkerhedsstyrker begyndte kort efter midnat at bombardere området omkring Frihedspladsen, hvor demonstranter var samlet for at kræve præsident Ali Abdullah Salehs afgang.
Ifølge indbyggere i Taez tog regeringsstyrkernes angreb til i styrke fredag morgen og var især rettet mod to kvarterer, hvor der har været særligt markant modstand mod regimet.
Torsdag blev en dræbt og ni andre såret i Taez.
Øjenvidner siger, at præsidentens Republikanergarde, som ledes af Salehs søn Ahmed, affyrede artilleri mod byens centrum, hvor titusinder af demonstranter var samlet.
Optrapningen i kampene finder sted samtidig med, at FN's Yemen-udsending, Jamal Benomar, er tilbage i landet, hvor han skal være med til at forsøge at finde en løsning på den politiske krise.
Ifølge en aftale, der er udarbejdet af landene i Golfen, skal Saleh træde tilbage og overdrage magten til sin vicepræsident.
Aftalen, der endnu ikke er underskrevet, garanterer, at Saleh og hans familie efterfølgende ikke kan retsforfølges.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde