Ni dræbt i russisk angreb i Zaporizjzja

Ruslands ord betyder ingenting, men deres bomber og missiler taler rigeligt for sig selv, siger Zelenskyj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ni mennesker er dræbt i et russisk angreb nær byen Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine.

Det meddeler regionens guvernør, Ivan Fedorov, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et bilværksted og en tankstation er brudt i brand ved angrebet, meddeler han på beskedtjenesten Telegram.

- Ni døde, seks sårede, skriver han ved siden af et foto af de brændende bygninger.

- Blandt de sårede er to børn på fire og 11 år.

Tidligere havde guvernøren oplyst, at syv mennesker var dræbt. I sin første meddelelse betegnede han Rusland som en "terrorstat".

Angrebet har forårsaget strømafbrydelser i byen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver i en kommentar på X, at det beviser, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, reelt ikke ønsker fred:

- Ruslands ord betyder ingenting, men deres bomber og missiler taler rigeligt for sig selv, skriver Zelenskyj.

- Tusindvis af sådanne angreb, som Rusland har foretaget i løbet af denne krig, gør det absolut klart: Putin ønsker ikke reel fred. Han søger muligheden for at true ethvert land på denne måde, med bomber, missiler og andre former for vold.

I flere uger har Rusland optrappet angreb mod Ukraines kraftværker og andre dele af energisektoren, netop som de kolde vintermåneder er begyndt.

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev der anvendt en såkaldt glidebombe ved fredagens angreb.

Det er en bombe med op mod et halvt ton sprængstof, der kan affyres fra et fly, som er så langt væk, at det ikke kan rammes af luftforsvaret.

Frontlinjen mellem de russiske og ukrainske styrker ligger kun omkring 30 kilometer fra Zaporizjzja.

Tidligere fredag kom også en beboelsesejendom i byen Kryvyj Rih i det centrale Ukraine under angreb. Her blev to mennesker dræbt og 16 såret, oplyser den ukrainske redningstjeneste.

/ritzau/AFP