Ni er dræbt og 200 er såret under voldsom uro i Irak
Demonstranter sætter ild til en bygning i Najaf under protester mod premierminister Adel Abdul Mahdis et år gamle regering, som beskyldes for at være korrupt og ineffektiv. Arbejdsløsheden er taget til og mange offentlige ydelser er blevet forringet. Foto: Abdullah Dhiaa Al-Deen/Reuters
Abdullah Dhiaa Al-Deen/Reuters
Protester mange steder i Irak er rettet mod regering efter stigende arbejdsløshed og faldende levestandard.
Med virkning fra torsdag morgen klokken 05.00 vil der være udgangsforbud i Iraks hovedstad, Bagdad.
Det fremgår af en meddelelse fra premierminister Adel Abdul Mahdi, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udgangsforbuddet er indført, efter at mindst ni mennesker er dræbt, og over 200 er blevet såret under voldsomme regeringsfjendtlige protester mange steder i Irak i de seneste døgn.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Urolighederne begyndte i hovedstaden Bagdad tirsdag og har siden bredt sig til andre byer i den sydlige del af landet.
Onsdag blev fem demonstranter og en politibetjent dræbt af skud i den sydlige by Nasiriyah. Det oplyser en person fra byens sundhedsmyndigheder til AFP.
Det bragte antallet af dræbte under protesterne op på ni. Tirsdag blev en demonstrant dræbt i Nasiriyah, og to andre demonstranter mistede livet i Bagdad, da protester udviklede sig voldeligt.
Onsdag aften skød elitesoldater fra Iraks antiterrorstyrke med skarpt mod demonstranter, der ville bryde ind i Bagdads lufthavn.
Demonstranternes vrede er rettet mod premierminister Adel Abdul Mahdis et år gamle regering. Den beskyldes for at være korrupt og ineffektiv, efter at arbejdsløsheden er taget til, og mange offentlige ydelser er blevet forringet.
En række bydele i Bagdad er blevet rystet af uro og gadekampe mellem politi og demonstranter. Politiet har afspærret byens ikoniske Tahrir-plads, som demonstranter har forsøgt at gøre til et centrum for deres protester.
- Vi kræver job og bedre offentlig service. Vi har forlangt det i årevis, men regeringen har aldrig reageret, siger den 27-årige Abdullah Walid til AFP.
Et stort antal soldater er blevet placeret ved Den Grønne Zone, hvor regeringsbygninger og ambassader ligger.
Den Grønne Zone har været utilgængelig for de fleste irakere siden den amerikanskledede invasion af landet i 2003, men siden juni har området været åben for offentligheden.
Muligvis af frygt for yderligere protester meddelte myndigheder onsdag, at torsdag er en offentlig feriedag.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker