Ni mister livet under angreb ved moské i det normalt fredelige Oman
Udsigten fra vest af Omans hovedstad, Muscat. Ni blev dræbt mandag i en shiamuslimsk moské i byen. Oman er ellers kendt som et fredeligt område i et ofte uroligt Mellemøsten. (Arkivfoto). Foto: Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Ved angreb mod shiamuslimsk moské i Muscat blev tre gerningsmænd dræbt. Blandt de dræbte er fire pakistanere.
Et skyderi i en moské i den arabiske stat Oman - et af Mellemøstens mest stabile lande - har kostet ni mennesker livet.
Blandt dem er de tre gerningsmænd. Det oplyser politiet tirsdag. Skyderiet fandt sted mandag.
28 blev såret under skyderiet, der fandt sted i Omans hovedstad, Muscat.
Fire af de dræbte er pakistanere ifølge nyhedsbureauet Reuters. En anden af de dræbte er inder.
Pakistans udenrigsministerium betegner skyderiet ved moskéen Ali bin Talib som et terrorangreb. Der er tale om en shiitisk moské i det overvejende sunnimuslimske Oman.
Den militante bevægelse Islamisk Stat siger, at gruppen står bag angrebet. Det sker i et opslag på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters. Det er ikke bekræftet fra nogen officielle kanaler i Oman, hvem der står bag.
Pakistans ambassadør i Oman, Imran Ali, fortæller, at moskéen mest besøges af folk fra Sydasien, der arbejder i landet.
Ifølge ambassadøren startede angrebet med, at der blev affyret skud fra en bygning ved siden af moskéen. Indenfor var flere hundrede mennesker forsamlet til bøn.
De troende blev ifølge Imran Ali holdt som "gidsler", indtil det lykkedes styrker fra Oman at befri dem.
Omans myndigheder har kun delt få informationer om, hvad der skete, og hvem som stod bag angrebet.
Der lever mindst 400.000 pakistanere i Oman. Landet har godt 4,8 millioner indbyggere.
USA's ambassade i Oman udsendte efter angrebet en advarsel til amerikanske borgere om at være årvågne, følge nyhederne og efterleve anvisninger fra de lokale myndigheder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned