Ni savnes efter flykollision i Californien

Ni amerikanere fra militæret og fra kystvagten meldes fredag savnet efter en kollision mellem et transportfly og helikopter i luftrummet over Stillehavet, oplyser myndighederne.

Ved daggry fredag blev en omfattende søgning efter overlevende fra flystyrtet iværksat i farvandet ud for den californiske by San Diego, hvor der var blevet set vragrester efter kollisionen mellem transportflyet fra kystvagten og en let kamphelikopter fra marineinfanteriet torsdag.

- Vi håber til det sidste ... vi går altid ud fra, at de er i live, siger kaptajn i den amerikanske kystvagt,Thomas Farris og tilføjer, at en person kan overleve i vandet i 19-20 timer og somme tider længere, afhængig af kropsbygning og beklædning.

Tre fartøjer fra Kystvagten og en helikopter gennemsøgte sammen med fire amerikanske flådefartøjer og adskillige militærhelikoptere området for overlevende.

Der menes at have været syv personer om bord på kystvagtens C-130 Hercules-fly og to mand i Cobra-kamphelikopteren.

Årsagen til flykollisionen var ikke umiddelbart kendt.

Farris sagde, at flyet fra kystvagten var ude for at lede efter en savnet person på ulykkestidspunktet. Personen er fortsat savnet.

Marineinfanteriets helikopter, der er hjemmehørende på Camp Pendletonbasen uden for San Diego, var på en øvelse, da ulykken indtraf.

Det er den tredje ulykke med en militærhelikopter i området i år. Den 5. maj omkom to marineinfanterister, da deres Super Cobra-helikopter styrtede ned under en øvelsesflyvning, mens fem besætningsmedlemmer omkom, da en af den amerikanske flådes Seahawk-helikoptere styrtede i Stillehavet den 19. maj.

/ritzau/AFP

En omfattende eftersøgning efter overlevende er iværksat, efter at et transportfly og en kamphelikopter kolliderede i luften over Stillehavet ud for Californien

Offentliggjort Sidst opdateret